Skriftlig fremsættelse (28. januar
2016)
Udlændinge-,
integrations- og boligminister (Inger Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love
(Udvidelse af personkredsen for modtagelse af integrationsydelse
m.v.)
(Lovforslag nr. L 111)
Regeringen ønsker med lovforslaget
at udvide målgruppen for integrationsydelsen til at omfatte
alle personer, som ikke har opholdt sig i Danmark i mindst 7 ud af
de seneste 8 år. Formålet med udvidelsen er at styrke
målgruppens incitament til at komme i arbejde og blive
selvforsørgende og blive integreret i det danske
samfund.
Folketinget indførte ved lov nr.
1000 af 30. august 2015 et opholdskrav for ret til
uddannelseshjælp og kontanthjælp og en ny lavere
integrationsydelse for personer, der ikke opfylder dette
opholdskrav. Loven omfatter ikke personer, som allerede havde
opnået lovligt ophold og bopælsadresse inden den 1.
september 2015. Med dette lovforslag udvides målgruppen,
således at både personer, der allerede i dag modtager
uddannelses- eller kontanthjælp, og personer, der
ansøger herom, fremover vil modtage integrationsydelse, hvis
ikke de opfylder kravet om som minimum at have opholdt sig i
Danmark i sammenlagt 7 ud af de seneste 8 år.
Målgruppen omfatter både udlændinge og danske
statsborgere.
Forslaget skal bl.a. ses på baggrund
af, at ikke-vestlige indvandrere, som udgør
størstedelen af målgruppen for nærværende
forslag, har en væsentlig lavere beskæftigelsesfrekvens
end personer med dansk oprindelse og er overrepræsenterede
blandt modtagere af kontanthjælp og førtidspension.
Samtidig udgør den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet
og dermed adgangen til de fællesskaber, der er knyttet
hertil, en væsentlig barriere for integrationsprocessen.
Forslaget om at udvide personkredsen for integrationsydelsen skal
derfor også i høj grad ses som et instrument til at
fremskynde integrationsprocessen.
Endelig er det efter regeringens opfattelse
både nødvendigt og rimeligt, at man har været
her i riget i en vis periode, før man har ret til at modtage
de samme ydelser, som borgere, der har opholdt sig et helt liv her
i riget og bidraget til samfundet.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. april 2016 og får virkning for
ret til uddannelseshjælp, kontanthjælp og
integrationsydelse pr. 1. juli 2016. Dermed får kommunerne
tid til at behandle sagerne og varsle de berørte, ligesom
modtagere af uddannelses- og kontanthjælp får tid til
at indrette deres tilværelse efter, at den fremtidige
hjælp fra det offentlige vil være lavere end den
nuværende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.