Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2015)
Energi-, forsynings- og
klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
elforsyning og lov om Energinet.dk (Støtte til eksisterende
naturgasfyrede industrielle kraft-varme-værker m.v.)
(Lovforslag nr. L 11)
Lovforslaget fremsættes for at
tilskudsordningen til elproduktion fra industrielle
kraft-varme-værker, som anvender naturgas, kan træde i
kraft.
Det foreslås i lovforslaget, at
elforsyningslovens § 58 c nyaffattes, og at det i den
forbindelse tydeligt kommer til at fremgå af lovteksten, at
støttemodtagere er naturgasfyrede industrielle
kraft-varme-værker. Ifølge den nuværende
udformning af elforsyningslovens 58c har alle industrielle
kraft-varme-værker, uanset brændselstyper, mulighed for
at modtage støtte.
Derudover foreslås, at der gives en
bemyndigelse for energi,- forsynings- og klimaministeren til at
fastsætte regler om de administrative regler for
tilskudsordningen, herunder bl.a. regler om ansøgningens
indhold og den årlige opgørelse af
produktionsomkostninger med henblik på, at der løbende
foretages vurderingen af, om tilskud kan føre til
overkompensation.
Endvidere foreslås, at der gives
bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om tilsyn
og kontrol med udbetaling af tilskud.
Lovforslaget skal sikre, at Danmark
overholder vilkårene i Europa-Kommissionens afgørelse
fra 14. juli 2015 om godkendelse af støtteordning til
produktion af elektricitet i naturgasfyrede industrielle
kraft-varme-værker.
Endelig har lovforslaget også til
formål at rette op på en fejl vedrørende
gyldigheden af den bestemmelse i lov om elforsyning, hvorefter
netvirksomheder kan kræve sikkerhed for betaling af
fremtidigt forbrug fra dårlige betalere og ikke må
afbryde en elforbrugers forsyning pga. manglende betaling for
allerede afholdt forbrug.
Lovforslaget foreslås hurtigt
behandlet i Folketinget af hensyn til at muliggøre, at der
kan ske udbetaling af støtte hurtigst muligt.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.