Skriftlig fremsættelse (28. januar
2016)
Udlændinge-,
integrations- og boligminister (Inger Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om indfødsres
meddelelse
(Lovforslag nr. L 109)
Lovforslaget
omfatter 1.861 personer og ca. 854 børn, som får
indfødsret sammen med deres forældre.
Lovforslaget
er det andet af i alt tre lovforslag om indfødsrets
meddelelse, der fremsættes i denne samling.
Regeringspartiet Venstre indgik den 5. oktober 2015 med
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti en ny aftale om indfødsret, der
fastlægger de fremtidige generelle retningslinjer for
udlændinge-, integrations- og boligministerens udarbejdelse
af lovforslag om indfødsrets meddelelse. Aftalen
fremgår af cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober
2015 om naturalisation.
Behandlingen
af ansøgninger om dansk indfødsret ved naturalisation
i forbindelse med optagelse af personer på dette lovforslag
om indfødsrets meddelelse er sket dels i overensstemmelse
med retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13.
oktober 2015 om naturalisation og dels i overensstemmelse med
retningslinjerne i den tidligere gældende
cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om
naturalisation.
Den nye aftale
om indfødsret af 5. oktober 2015 indebærer blandt
andet, at visse personer, der har modtaget en tilkendegivelse om
forventet optagelse - med forbehold for nye retningslinjer -
på det lovforslag om indfødsrets meddelelse, der blev
fremsat for Folketinget den 29. oktober 2015 (L 36), skal have
behandlet deres ansøgning på ny. Udlændinge-,
Integrations- og Boligministeriet har på den baggrund
genbehandlet ansøgningerne fra samtlige af de
pågældende personer, og lovforslaget vedrører
alene denne persongruppe.
De personer,
som fortsat opfylder naturalisationsbetingelserne eller af
Folketingets Indfødsretsudvalg er meddelt dispensation
herfra, er optaget på dette lovforslag, som fremsættes
ekstraordinært i forhold til de to halvårlige
lovforslag om indfødsrets meddelelse, der efter fast praksis
fremsættes for Folketinget i oktober og april
måned.
Af det samlede
antal personer omfattet af lovforslaget er 1.141 personer optaget
på lovforslaget efter retningslinjerne i
cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015 om
naturalisation, og 720 personer er optaget på lovforslaget
efter retningslinjerne i cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6.
juni 2013 om naturalisation.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.