L 108 Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven.

(Overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pind (V)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-01-2016

Fremsættelse: 27-01-2016

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2016)

20151_l108_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2016)

Justitsministeren (Søren Pind):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser m.v.)

(Lovforslag nr. L 108)

Lovforslaget har til formål at etablere det lovgivningsmæssige grundlag for, at en række konkrete sager på det strafferetlige område, der i dag behandles i Justitsministeriets departement, fremover i stedet kan behandles af anklagemyndigheden.

Det drejer sig navnlig om sager om udlevering af personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse og sager om international fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser, f.eks. fuldbyrdelse her i landet af udenlandske afgørelser om fængselsstraf, bødestraf eller konfiskation.

Det vurderes, at det vil være mere hensigtsmæssigt, hvis sådanne konkrete sager fremover behandles af anklagemyndigheden og ikke i Justitsministeriets departement, som det sker i dag. Sagerne behandles allerede i dag i tæt samarbejde med anklagemyndigheden, og en overførsel af sagerne fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden vurderes at kunne bidrage til en mere effektiv udnyttelse af ressourcer.

Lovforslaget indeholder på den baggrund forslag til nødvendige bemyndigelsesbestemmelser i de relevante love, således at afgørelseskompetencen mv. i disse sager kan overføres til anklagemyndigheden.

Derudover indeholder lovforslaget forslag til bestemmelser, der giver justitsministeren mulighed for i forbindelse med overførsel af sagerne til anklagemyndigheden at fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klageadgangen i sagerne kan afskæres.

Endelig indeholder lovforslaget enkelte mindre ændrin?ger af retsplejeloven vedrørende kære.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.