Skriftlig fremsættelse (27. januar
2016)
Justitsministeren
(Søren Pind):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om knive og
blankvåben m.v.
(Lovforslag nr. L 107)
Formålet
med lovforslaget er, at lovgivningen om knive og blankvåben
mv. revideres og forenkles, og at de nye regler samles i en ny
selvstændig knivlov med en tilhørende
bekendtgørelse.
Formålet
hermed er at forenkle og præcisere lovgivningen om knive,
så reglerne fremstår sammenhængende og klare og
ikke skaber unødig tvivl om, hvorvidt besiddelse af en given
kniv er lovlig eller ej. Samtidig har forslaget til formål at
øge trygheden i befolkningen og forebygge alvorlig
voldskriminalitet og anden kriminalitet, der indebærer fare
for liv og helbred.
Med forslaget
foreslås der derfor indført en ny knivlov, som
på den ene side lemper reglerne for brug af knive til
fornuftige dagligdags formål og på den anden side
skærper kursen mod knive i bl.a. nattelivet og kriminelle
miljøer.
Med forslaget
lægges der på denne baggrund bl.a. op til, at
enhåndsbetjente foldeknive ikke længere kategoriseres
som særligt farlige knive, som det er forbudt at besidde,
herunder på egen bopæl, uden tilladelse fra politiet.
Det skal ses i sammenhæng med, at det nugældende forbud
mod enhåndsbetjente foldeknive også omfatter helt
almindelige knive, som er egnede til praktiske
gøremål, ligesom det nuværende forbud har vist
sig at skabe uklarhed for borgerne, fordi det i praksis er
vanskeligt at vurdere, hvilke knive der må kategoriseres som
enhåndsbetjente og dermed forbudte.
Med forslaget
lægges der også op til, at princippet om, at knive kun
må medbringes på offentlige steder mv., når der
er et anerkendelsesværdigt formål, udvides til at
omfatte alle knive og blankvåben. Dette er bl.a. begrundet
med, at der bl.a. i nattelivet og kriminelle miljøer
florerer en række farlige knive, som bevidst er udformet med
henblik på at omgå den nugældende særregel
om visse mindre foldeknive.
Ved
vurderingen af om almindelige små lommeknive og
multiværktøjer mv. har et anerkendelsesværdigt
formål vil det indgå, at disse knive typisk har et
bredere anvendelsesområde end andre knive og kan bruges til
mange forskellige og pludseligt opståede dagligdags,
praktiske gøremål. Derfor vil det efter
omstændighederne kunne være anerkendelsesværdigt
at medbringe en sådan kniv på offentligt
tilgængelige steder mv., selv om formålet hermed har
bredere karakter end f.eks. at deltage i en bestemt
fritidsaktivitet, f.eks. en jagt, fisketur eller spejderlejr.
Som et led i
en øget indsats for at bekæmpe knivvold -
særligt i nattelivet og kriminelle miljøer -
lægger forslaget desuden op til, at der skal kunne
sættes endnu hårdere ind over for personer, som
tidligere er dømt for vold mv., og som bærer kniv
på steder, hvor der erfaringsmæssigt er høj
risiko for vold, f.eks. i nattelivet eller kriminelle
miljøer.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.