Tak for det.
Socialdemokraterne mener, at Danmark skal gå forrest i forhold til at sikre, at virksomheder tager et globalt ansvar.
Det gælder, både når det drejer sig om virksomhedernes ansvar over for de helt grundlæggende menneskerettigheder, men det gælder også virksomhedernes ansvar i miljøsager og virksomhedernes ansvar for at bekæmpe korruption i de dele af verden, hvor det er en stor udfordring.
Alt det bidrager OECD's mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd til.
Institutionens opgave er at skabe rammerne for dialog, mægling og konfliktløsning, når der opstår uoverensstemmelser mellem virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder om overtrædelse af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og internationale miljøstandarder.
Derfor har vi også et ansvar for at sikre, at mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd fungerer bedst muligt og er til mest mulig nytte for de personer eller grupper, der har været udsat for overtrædelse af OECD's retningslinjer.
Lovforslaget handler om, hvorvidt det er nødvendigt at bibeholde en revisionsbestemmelse i forhold til den mæglings- og klageinstitution i OECD-regi, som Folketinget vedtog tilbage i 2012.
Ifølge lov om mæglings- og klageinstitutionen fra 2012 skal erhvervs- og vækstministeren fremsætte lovforslag om revision af dele af eller hele loven.
I den forbindelse har OECD's evalueringsgruppe sammen med en række interessenter evalueret mæglings- og klageinstitutionen.
Både evalueringsgruppen og ngo'er og virksomheder er positive over for institutionen, som den fungerer i dag, hvorfor der ikke er grund til at fremsætte forslag om en egentlig revision af loven.
OECD's evalueringsgruppe skriver, at institutionen fungerer godt, men at der er nogle ting, der kan blive bedre, og derfor ligger der også nogle anbefalinger i evalueringen.
Anbefalingerne går bl.a.
på en styrkelse af oplysnings- og informationsindsatsen.
Det gælder eksempelvis oplysning til danske virksomheder om, hvordan de skal forholde sig til underleverandører fra udviklingslandene.
I Socialdemokratiet er vi enige i, at der ikke kræves en revidering af hele lovgivningen for at sikre, at anbefalingerne implementeres.
Forslaget drejer sig således kun om at ophæve revisionsbestemmelsen, da den har mistet sin betydning, da evalueringen nu er gennemført.
Socialdemokraterne ser ingen grund til at bibeholde revisionsbestemmelsen, hvorfor vi støtter forslaget, som går ud på at ophæve den.
Jeg skal afslutningsvis på vegne af De Radikale meddele, at de også støtter forslaget om at ophæve revisionsbestemmelsen.