Tak for bemærkningerne til lovforslaget.
Lovforslaget er, som flere allerede har sagt, en følge af vedtagelsen af forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner, der trådte i kraft den 8.
juni 2015.
Formålet med lovforslaget er bl.a.
at sikre, at forordningens loft over interbankgebyrer i videst muligt omfang tilpasses gebyrstrukturen på det danske betalingskortmarked.
Formålet med lovforslaget er derudover mere overordnet at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser efter forordningen, f.eks.
i forhold til tilsyn og sanktioner.
Med lovforslaget bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler for størrelsen af det interbankgebyr, som udbydere må tilbyde eller kræve i forbindelse med gennemførelse af en indenlandsk forbrugerrelateret debetkorttransaktion.
Det er hensigten, at jeg med denne bemyndigelse vil tillade, at udbydere anvender et såkaldt vægtet gennemsnitligt interbankgebyr på højst 0,2 pct.
i stedet for et fast loft over det enkelte gebyr.
Det er den løsning, der skaber størst mulig fleksibilitet i forhold til gebyrstrukturen på det danske betalingskortmarked.
Afslutningsvis vil jeg også kort nævne, at da Folketinget på grund af den nært forestående folkeafstemning den 3.
december ikke er samlet til møde i de 2 uger inden, er vi nødsaget til at stille ændringsforslag til andenbehandlingen af lovforslaget.
I dette ændringsforslag kommer der til at stå, at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
På den måde sikres det, at lovforslaget træder i kraft inden den 9.
december, hvor forordningen om interbankgebyrer gælder i Danmark.
Lad mig så også slutte af med at give et par kommentarer i forhold til det, som fru Ida Auken meget rigtigt sagde, nemlig at det er en sag, der har været bred opbakning om, og som har strakt sig over længere tid.
Det er sådan set en sag, der har kørt helt tilbage fra 2013, hvor Kommissionen fremlagde sit forslag.
Herefter fik den daværende økonomi- og indenrigsminister et mandat i Europaudvalget den 6.
november 2014, hvor en af mandatgivningsdelene er, og jeg læser op, at medlemsstaterne opnår den nødvendige fleksibilitet til at tilpasse lofterne over interbankgebyrer til nationale betalingskortsystemer, som tilfældet er nu i den gældende kompromistekst.
Det er så lige præcis det, som vi også fremadrettet skal sikre.
Derfor vil jeg sige, at jeg tror, det vil være en god idé, at jeg som minister også tilbyder, at der laves en teknisk gennemgang af det her lovforslag, som jeg ved, at der er udvalgsmedlemmer, der meget klogeligt har bedt om.
Og da der ikke er nogen, der har taget det op her i debatten, vil jeg, fordi jeg er en venlig mand, sige, at jeg synes, det kunne være en god idé at tage en drøftelse af det her, og den vil jeg indbyde til i næste uge, netop også for at tage nogle af de mere detaljerede spørgsmål i forhold til de forskellige korttyper og deres betydning, om jeg så må sige, i forhold til det lovforslag, der er fremsat.
Så for ikke at have en lang teknisk diskussion, vil jeg tilbyde en teknisk gennemgang, hvor jeg selvfølgelig også selv vil være til stede.