Tak for det.
Brug af mobiltelefoner i danske fængsler er som udgangspunkt ulovligt.
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 36, stk.
4.
Det er der god grund til.
Mobiltelefoner kan i vidt omfang anvendes til forberedelse af flugt, anvendes til påvirkning af vidner, trusler mod andre osv.
osv.
Det er derfor en god ting, at Justitsministeriet har handlet og handler i den her situation.
Det er jo ikke bare de forslag, vi taler om i dag.
Det er 21 forslag, som er fremlagt i marts måned, og de forslag, vi har fat i i dag, er så dem, der skal udmøntes via egentlig lovgivning.
Det drejer sig om etablering af kropsscannere i nogle fængsler, det drejer sig om straf og udgangskarantæne, der skal være obligatorisk for overtrædelse af mobiltelefonlovgivningen, det drejer sig om strafskærpelse for andres indsmugling, hvor tidligere betinget fængsel nu bliver til ubetinget fængsel, og endelig drejer det sig om udvidelse af straffen for besøgende, når man medtager mobiltelefoner til fængslerne.
Det er i sagens natur forhold, der er behov for.
Om det hundrede procent kan holde mobiltelefonerne ude af fængslerne, kunne jeg tvivle på, men det kan da i hvert fald begrænse dem.
Det er jeg slet, slet ikke i tvivl om.
Der vil stadig være mulighed for indsmugling på forskellig vis, og jeg har også noteret, at der er mulighed for egentlig røntgenundersøgelse, men det kræver naturligvis, at det er i særlige tilfælde.
Vi skal respektere de helbredsmæssige forhold i den forbindelse.
Sidst, men ikke mindst, er det overladt til justitsministeren at fastsætte nærmere regler for introduktionen af eksempelvis scannere, og i den forbindelse må jeg i hvert fald henstille, at alle, der kommer i fængslet, må gennem en scanner, ellers forudser jeg i hvert fald, at der kan opstå huller.
Når jeg siger alle, gælder det både personale og leverandører af forskellig art, der kommer ind i fængslet, og også forsvarsadvokater.
Jeg kan godt læse af bemærkningerne, at det er man ikke vild med fra advokatside, men undskyld, de fleste går gennem en scanner i en lufthavn flere gange om måneden.
Det er der mange, der gør.
Det gør ikke ondt, kan jeg oplyse, og hvis det er det, der skal til, er det altså det, der skal til, og det må advokaterne også finde sig i.
Det er dog i samfundets interesse.
Til sidst en bemærkning, for der bliver spurgt til jamming.
Jeg havde faktisk fornøjelsen af for 3 uger siden sammen med justitsministeren at være på besøg i en virksomhed, der producerer udstyr, der kan jamme, og vi fik faktisk demonstreret, hvordan det virker, og jeg kan oplyse, at det virker – det gjorde det i hvert fald i demonstrationen – meget effektivt.
Virksomheden har kontrakter flere steder i udlandet.
Det kniber åbenbart i Danmark, hvilket justitsministeren måske kan udtrykke nærmere.
Det er en teknikalitet, som også Erhvervsstyrelsen, erhvervsministerens ressortområde skal være med til at løsne op på.
Jeg er ikke nærmere inde i, hvad det er, men der er et eller andet lovgivningsmæssigt, der er på tværs, og det arbejdes der på.
Det ved jeg at der arbejdes på i Kriminalforsorgen og Justitsministeriet sammen med Erhvervsministeriet for at få løsnet op på, for det da er helt oplagt, at det selvfølgelig er noget af det, der skal til, og så vidt jeg husker, var det også et af de 21 forslag, som justitsministeren kom med i marts.
Summa summarum i forhold til forslaget her – det kan Venstre i sagens natur støtte.