B 82 Forslag til folketingsbeslutning om indberetningspligt for virksomheder, der formidler udlejning.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2015-16
Status: Beretning afgivet

Afgivet: 25-08-2016

Afgivet: 25-08-2016

Beretning afgivet af Skatteudvalget den 25. august 2016

20151_b82_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Skatteudvalget den 25. august 2016

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 2. marts 2016 og var til 1. behandling den 31. marts 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 6 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA og RV) bemærker, at deleøkonomien kan udgøre et centralt element i den grønne omstilling, bl.a. fordi deleøkonomien muliggør en høj levestandard med et lavere ressourceforbrug end i dag, hvis borgerne i højere grad deles om produkter og varer. Det er dog samtidig centralt, at aktørerne i deleøkonomien overholder de skatte- og afgiftsregler, der gælder.

Flertallet konstaterer, at skatteministeren i forbindelse med 1. behandling af beslutningsforslaget meddelte, at SKAT i foråret 2016 har påbegyndt et analyseprojekt, som skal give SKAT et nærmere kendskab til deleøkonomien, herunder omfang og eventuel pligt til at betale skat af deleøkonomiske aktiviteter. I analyseprojektet ses nærmere på forretningsmodellerne i deleøkonomien, de skattemæssige udfordringer i koncepterne, og hvordan SKAT kan medvirke til, at de skattemæssige forhold på området er klare og kendte. Det skal endvidere undersøges, hvordan SKAT kan udøve kontrol på området, og om der er behov for at ændre lovgivningen på området. Flertallet noterer sig endvidere, at skatteministeren under førstebehandlingen gav tilsagn om at drøfte analysens resultater med Folketingets partier. Flertallet ser frem til disse drøftelser med henblik på drøftelse af konkrete initiativer.

Flertallet ser automatisk indberetning af udlejeres fortjenester fra virksomheder, der formidler udlejning, som et centralt værktøj til at sikre, at der bliver betalt den korrekte skat. Flertallet opfordrer derfor regeringen til - i forbindelse med det analysearbejde, der er igangsat i SKAT - grundigt at undersøge alle muligheder for at udvide brugen af automatisk indberetning.

Flertallet ønsker et overblik over, hvilke muligheder og barrierer der eksisterer i forhold til reglerne om fast driftssted og skattepligt i Danmark, herunder hvilke muligheder og barrierer som den eksisterende lovgivning indebærer, i forhold til at sikre at overskud for virksomheder beskattes der, hvor overskuddet er skabt. Ligeledes ønsker flertallet, at der i forbindelse med analysearbejdet fremlægges bud på, hvordan problemstillingen fremadrettet kan håndteres. Endeligt ønsker flertallet, at ministeren belyser, i hvilket omfang forhøjet fradrag ved udlejning af private boliger eventuelt vil kunne mindske sort økonomi og forøge provenuet til statskassen.

Et mindretal i udvalget (LA) bemærker, at de ikke kan støtte beretningen.

Et andet mindretal (RV) bemærker, at de overordnet kan støtte beretningen, men at partiet ikke ønsker at lægge sig endeligt fast på løsningsforslag, før resultaterne af SKATs analyse foreligger.

P.u.v.

Lea Wermelin

formand

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 82



Bilagsnr.
Titel
1
Udkast til tidsplan over udvalgets behandling af beslutningsforslaget
2
Meddelelse om, at der åbnes for spørgsmål til beslutningsforslaget
3
Fastsat tidsplan over udvalgets behandling af beslutningsforslaget
4
Revideret tidsplan over udvalgets behandling af beslutningsforslaget
5
1. udkast til beretning
6
2. udkast til beretning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 82



Spm.nr.
Titel
1
Spm. om der er mulighed for at samarbejde med andre landes skattemyndigheder om håndtering af skattepligt af grænseoverskridende aktiviteter på deleøkonomiområdet, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvornår ministeren forventer, at SKAT afslutter analyseprojektet om deleøkonomi, som ministeren omtalte under førstebehandlingen, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om at undersøge, om der er mulighed for at indføre en model, hvorefter en formidler af boligudlejning, f.eks. AirBnB, frivilligt indberetter lejeindtægter for udlejer af en privatbolig, til skatteministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om det vil være muligt for SKAT at indgå frivillige aftaler med formidlere af boligudlejning, som f.eks. AirBnB, om indberetning af lejeindtægter, til skatteministeren, og ministerens svar herpå