Fremsat den 1. marts 2016 af Eva Flyvholm
(EL) Pelle Dragsted (EL), Pernille Skipper (EL) og Jakob
Sølvhøj (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om ændring af rentesatser for SU-lån
under studietiden
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag om ændring af lov om statens
uddannelsesstøtte (SU-loven) således, at renten
på SU-lån er diskontoen plus et tillæg på
højst 1 pct. både under studietiden og i den
efterfølgende afbetalingsperiode, dog med et fast renteloft
på maksimalt 4 pct.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
SU-lånet blev indført i 1988,
hvor en fast rente på 4 pct. under studietiden var en meget
favorabel rente, som staten gav de studerende.
Det var ikke hensigten, at staten skulle have
renteindtægter i forbindelse med de studerendes
SU-lån.
Staten har gennem de seneste år haft en
betragtelig indtægt på SU-lånet, da renten under
studietiden fortsat ligger på 4 pct., på trods af at
staten låner pengene af Nationalbanken til en lavere rente.
Siden 2011 har staten derfor tjent 1,5 mia. kr. på at
låne penge til studerende.
Samtidig med at staten har oppebåret
denne ikke tiltænkte indtægt, oplever flere og flere
unge, at de kæmper med at afbetale deres SU-lån.
For at sikre, at flest muligt unge har
mulighed for at tage en uddannelse og undgå
gældsproblemer, skal der ske en ændring af SU-loven.
Renten på SU-lånet skal sænkes og gennem hele
studietiden følge den model, der allerede er gældende
for afbetalingsperioden.
Det betyder, at renten vil svare til den til
enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg eller
et fradrag, der fastsættes på finansloven for det
pågældende år. Tillægget kan ikke overstige
1 pct., og renten kan ikke på noget tidspunkt overstige 4
pct.
Skriftlig fremsættelse
Eva Flyvholm
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af rentesatser for SU-lån under
studietiden:
(Beslutningsforslag nr. B 78)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.