B 76 Forslag til folketingsbeslutning om flygtningefaciliteten for Tyrkiet.

Af: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2015-16
Status: Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2016

Fremsættelse: 25-02-2016

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2016)

20151_b76_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2016)

Finansministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om flygtningefaciliteten for Tyrkiet

(Beslutningsforslag nr. B 76)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: forslag til folketingsbeslutning om flygtningefaciliteten for Tyrkiet.

Forslaget til folketingsbeslutning fremsættes for at opnå Folketingets samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne kan undertegne det bidragscertifikat, der for Danmarks vedkommende forpligter 286 mio. kr. til flygtningefaciliteten for Tyrkiet.

Bidragscertifikatet udgør en del af en samlet politisk aftale i Rådet om flygtningefaciliteten for Tyrkiet. Flygtningefaciliteten for Tyrkiet indebærer økonomisk støtte fra EU på 3 mia. euro til Tyrkiets håndtering af flygtningesituationen. Der er således tale om en styrkelse af nærområdeindsatsen, der blandt andet har til formål at yde humanitær assistance til de flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet og til at begrænse tilstrømningen af irregulær migration til Europa.

Støtten til Tyrkiet er baseret på krav om gensidige forpligtigelser. Udbetalingen af midlerne er således betinget af, at Tyrkiet nøje overholder de betingelser, der fremgår af den fælles handlingsplan, som EU og Tyrkiet har indgået for håndteringen af migrations- og flygtningesituationen.

Det bemærkes, at jeg på regeringens vegne fik tilslutning til et forhandlingsoplæg i Folketingets Europaudvalg d. 27. november 2015. Regeringen skønner, at der med betalingserklæringen er tale om en mellemfolkelig forpligtelse, som kræver Folketingets samtykke. I overensstemmelse med Grundlovens § 19 forelægges Folketinget derfor et beslutningsforslag.

Såfremt Folketingets samtykke opnås, vil Folketingets Finansudvalg efterfølgende blive forelagt et aktstykke, der skal sikre tilvejebringelse af finansiering.

Idet jeg tillader mig at henvise til bemærkningerne til forslaget, håber jeg på tilslutning fra Folketingets partier til beslutningsforslaget.