Betænkning afgivet af Kulturudvalget
den 11. maj 2016
1. Ændringsforslag
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet 1 ændringsforslag til beslutningsforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 23.
februar 2016 og var til 1. behandling den 15. april 2016.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Kulturudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Aarhus
Kommune.
Kulturministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til kulturministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse
ved 2. behandling med det stillede ændrigsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
4. Politiske bemærkninger
Socialdemokraternes medlemmer af udvalget
finder, at det er afgørende, at samfundet gør, hvad
det er muligt for at sikre, at børn og unge ikke
udsættes for seksuelle overgreb og
sædelighedsforbrydelser i skoleinstitutioner og i de mange
forenings- og fritidstilbud, som børn og unge deltager i.
Derfor har Socialdemokraterne bakket op om
børneattestordningen, siden den blev indført, og
gør det fortsat.
Socialdemokraterne finder, at arbejdet for
at sikre maksimal tryghed for børn og unge ud over
børneattestordningen bør tage udgangspunkt i de
løsningsforslag, som både KL, de enkelte kommuner og
de frivillige foreninger har anvist som bemærket under 1.
behandling. Det gælder eksempelvis screening af flygtninges
færdigheder, mentorordninger, retningslinjer, information til
forældre, klare definitioner af de opgaver, flygtninge
må varetage, og samværsordninger.
Forebyggelsesindsatsen forbedres efter Socialdemokraternes
opfattelse bedst ved at kombinere disse initiativer med den
eksisterende indsats, da det er afgørende, at
børneattesterne ikke står alene i arbejdet for at
sikre maksimal tryghed for børnene. Forslaget lægger
ikke op til dette, hvorfor det ikke kan støttes.
Socialdemokraterne er positive i forhold til at indgå i
drøftelser om, hvordan der kan arbejdes for at udbrede de
løsningsforslag, som anvises af KL og de frivillige
foreninger.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
med beslutningsforslaget ønsket at begrænse tilgangen
af personer på børneområdet, hvor der ikke
findes dokumentation for deres baggrund i forhold til eventuelle
pædofile sager. Beslutningsforslaget havde i sin oprindelige
form desværre den utilsigtede konsekvens, at en meget stor
del af de medarbejdere, der arbejder med børn og unge, over
en kam ville blive udelukket. Som både ministeren og flere
ordførere bemærkede under 1. behandling, ville
særligt fritidsområdet og idrætsområdet
blive ramt. Det har aldrig været tanken med forslaget at
udelukke alle personer under 25 år fra at arbejde med
børn og unge, og derfor stiller Dansk Folkeparti et
ændringsforslag, som tilgodeser de bekymringer, der er rejst
særlig omkring idræts- og fritidsområdet.
Ændringsforslaget vil således åbne op for, at
medarbejdere under 25 år, der har med børn og unge at
gøre, fortsat vil kunne have det, og dermed vil
idræts- og fritidsområdet ikke blive ramt.
En 18-årig vil således godt
kunne få arbejde i en daginstitution, og en 17-årig vil
fortsat kunne blive spejderleder. Kravet er nu blot, at man har
boet i Danmark i de sidste 10 år.
Der er også mulighed for, at man vil
kunne tage en børneattest med sig hjem fra udlandet, og
denne vil så kunne være dækkende, selv om man
ikke har boet i Danmark i de sidste 10 år, jf.
bemærkningerne til forslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til teksten
Af et mindretal
(DF):
1)
Efter 1. pkt. indsættes:
»Da mange områder inden for
arbejde med børn (f.eks. idræts- og
fritidsområdet) kræver en børneattest for
personer, der endnu ikke er fyldt 25 år, vil det være
fyldestgørende med en attest, der går tilbage til
personenes 15. år, under forudsætning af at vedkommende
har været bosiddende i Danmark i de seneste 10
år.«
[Præcisering af forslagets
anvendelsesområde]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget ønskes
det præciseret, at en børneattest ikke behøver
at gå 10 år tilbage, hvis blot personen har været
bosiddende i Danmark i 10 år. En børneattest
gælder fra det 15. år, og med ændringsforslaget
åbnes op for, at personer under 25 år fortsat vil kunne
arbejde med børn og unge.
Alex Ahrendtsen (DF) Morten
Marinus (DF) Karin Nødgaard (DF) nfmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Peter
Skaarup (DF) Pernille Bendixen (DF) Britt Bager (V) Jan E.
Jørgensen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Eva Kjer Hansen (V)
Hans Andersen (V) Anni Matthiesen (V) Mette Bock (LA) Leif
Mikkelsen (LA) Naser Khader (KF) Annette Lind (S) Daniel Toft
Jakobsen (S) Flemming Møller Mortensen (S) Jan Johansen (S)
Mogens Jensen (S) Orla Hav (S) fmd. Søren Søndergaard
(EL) Pernille Skipper (EL) Rasmus Nordqvist (ALT) Zenia Stampe (RV)
Marianne Jelved (RV) Ida Auken (RV) Holger K. Nielsen (SF) Pia
Olsen Dyhr (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende B 72
Bilagsnr. | Titel | 1 | Henvendelse af 14/3-2016 fra Aarhus
Kommune | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af beslutningsforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
beslutningsforslaget | 4 | Udkast til betænkning | 5 | 2. udkast til betænkning | 6 | 3. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 72
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
14/3-2016 fra Aarhus Kommune, til kulturministeren, og ministerens
svar herpå |
|