Fremsat den 8. oktober 2015 af Carolina
Magdalene Maier (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Stine Brix (EL) og
Johanne Schmidt-Nielsen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om fjernelse af transseksualisme fra
sygdomsliste
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at fjerne transseksualisme fra
sundhedsvæsenets klassifikationssystem, så det ikke
længere kategoriseres som en diagnose, og således, at
f.eks. transkønnethed ikke opfattes som en sygdom eller
lidelse. Folketinget pålægger desuden regeringen at
sikre, at myndighederne arbejder aktivt for at F64 og F65. 1
fjernes fra WHO's sygdomsklassifikation.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Beslutningsforslaget behandler en
problemstilling, som har været præsenteret for
Folketinget før, jf. bl.a. beslutnningsforslag nr. B 69
(folketingsåret 2014-15, 1. samling) og beslutningsforslag
nr. B 116 (folketingsåret 2012-13).
En persons kønsidentitet er ikke i sig
selv en medicinsk eller psykiatrisk tilstand og skal ikke
behandles, helbredes eller undertrykkes. Transseksualisme
(diagnosekoderne DF640 og DF651) hører derfor ikke hjemme i
sundhedsvæsenets klassifikationssystem og skal fjernes
derfra. Der skal derfor heller ikke foretages en psykiatrisk
udredning eller diagnosticering for transkønnethed som
betingelse for eller som et led i kønskorrigerende
behandling.
Europarådets
menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg, udtalte i
2009, at det hverken ud fra et menneskeretligt eller et
sundhedsfagligt perspektiv er nødvendigt at give
transkønnede en psykiatrisk diagnose forud for adgang til
behandling. Landsforeningen for bøsser, lesbiske,
biseksuelle og transpersoner (LGBT Danmark) og Amnesty
International har ligeledes rejst krav om, at transseksualitet
fjernes fra diagnoselisten over psykiske lidelser og
adfærdsmæssige forstyrrelser.
Det har fra Sundhedsstyrelsens side
været fremhævet, at det er nødvendigt, at
indikationen for transkønnedes behandling kan kodes i
sundhedsvæsenets systemer, samt at klassifikationen rummer
andre raske patientgrupper, f.eks. gravide samt raske
nyfødte, og at klassifikationen derfor ikke får
sundhedsvæsenet til at betragte transkønnede som
psykisk syge.
Det er imidlertid ikke sådan, at gravide
samt raske nyfødte står listet under »psykiske
lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser«,
sandsynligvis fordi man ville anse det for upassende og fagligt
ukorrekt, og fordi patientgruppen næppe ville acceptere
det.
Samtidig er det muligt at bruge allerede
eksisterende diagnosekoder i forbindelse med behandling af
transkønnede. Konkrete eksempler på alternative
muligheder for at kode transkønnedes behandlingsbehov uden
for klassifikationen »psykiske lidelser og
adfærdsmæssige forstyrrelser« har flere gange
været forelagt Sundhedsstyrelsen af interesseorganisationen
LGBT Danmark. Behandlingen kan ifølge LGBT Danmark kodes
på samme måde som behandlingen af mennesker, der har
problemer med uønsket hårvækst, uønsket
brystvækst eller uudviklede kønsdele på grund af
eksempelvis hormonelle eller genetiske variationer. Danmark har tre
gange tidligere valgt at fravige WHO's sygdomsliste, bl.a. da
Danmark fjernede homoseksualitet fra listen over psykiatriske
lidelser i 1981, 10 år før WHO selv fjernede den fra
sin. Danmark er således ikke forpligtet af listen og kan
manøvrere selvstændigt i forhold til den.
Skriftlig fremsættelse
Carolina Magdalene
Maier (ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste.
(Beslutningsforslag nr. B 7)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.