Fremsat den 23. februar 2016 af Carsten
Bach (LA) og Mette Bock (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om bedre muligheder for
vandløbsvedligeholdelse og tilpasning af vandløbenes
vandføringsevne
For at undgå forsumpning af
sommerhusområder, beboelsesområder, landbrugsjord m.m.
med store værditab og tabt indtjening til følge
opfordrer Folketinget regeringen til hurtigst muligt at
iværksætte en revision af lovgivningen, så den
nødvendige vedligeholdelse af vandløb sikres, og
så det bliver muligt at tilpasse vandløbenes
vandføringsevne i nødvendigt omfang.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en delvis genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 145, folketingsåret 2014-15, 1.
samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk,
Folketingstidende 2014-15, 1. samling, sektion A, B 145 som
fremsat, og sektion F, møde 95 kl. 17.24.
Den 27. marts 2015 fremsatte Venstre, Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti
beslutningsforslag nr. B 145. Miljø- og
fødevareministeren har efterfølgende taget initiativ
til føre et par af forslagets konkrete opfordringer ud i
livet. Det drejer sig om en præcisering i et brev til
kommunerne af, at vandløb tjener afvandingsformål og
skal vedligeholdes i henhold til forskrifterne i regulativerne.
Samtidig er der nedsat en ekspertgruppe, der skal se på,
hvordan vandløbsvedligeholdelse kan ske inden for det
gældende lovgrundlag.
Forslagsstillerne finder, at disse tiltag er
nødvendige, men langtfra tilstrækkelige til at sikre
vandløbenes vandføring i en tid, hvor stigende
nedbør og hyppige forekomster af monsterregn øger
behovet for, at vandløbene kan lede store mængder
nedbør effektivt og hurtigt væk fra
sommerhusområder, beboelsesområder og landbrugsarealer
m.m.
Forslagsstillerne ønsker derfor, at
regeringen hurtigst muligt i 2016 tager initiativ til en revision
af lovgivningen med udgangspunkt i forslagene i beslutningsforslag
nr. B 145 af 27. marts 2015.
Revisionen skal således som udgangspunkt
omfatte følgende elementer:
- En
præcisering af vandløbsloven, så det tydeligt
fremgår, at vandløb tjener afvandingsformål og
derfor skal vedligeholdes i det nødvendige omfang for at
undgå forsumpning af sommerhusområder,
beboelsesområder, landbrugsjord m.m. med store værditab
og tabt indtjening til følge. Det bør i denne
forbindelse tilstræbes, at eksisterende dræns
udløb altid skal være over eksisterende
vandstand/vandspejl ved normal tilstand.
- En ændring
af lovgivningen, så det i konkrete sager er kommunen, der
uden rimelig tvivl skal bevise, at bestemmelserne om
vedligeholdelse er nødvendige at fravige af
miljøhensyn - og ikke som i dag, hvor lodsejerne i praksis
har bevisbyrden for, at vandløbsvedligeholdelsen ikke er i
konflikt med miljøhensyn ved eksempelvis at skade visse
dyrearter i de udpegede områder (eksempelvis guldsmede).
- En ændring
af lovgivningen, således at vandløb tages ud af
naturbeskyttelseslovens § 3, fordi naturbeskyttelseslovens
forbud mod tilstandsændringer i praksis altid
umuliggør tilpasning af vandløbenes
vandføringsevne. Miljøbeskyttelsen af vandløb
skal i stedet ske på et lovgrundlag, der muliggør
tilpasning af vandløbenes vandføringsevne baseret
på en samlet afvejning af hensyn til afvanding, natur,
miljø og klimatilpasning.
Skriftlig fremsættelse
Carsten Bach
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om bedre
muligheder for vandløbsvedligeholdelse og tilpasning af
vandløbenes vandføringsevne.
(Beslutningsforslag nr. B 69)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.