Fremsat den 11. februar 2016 af Jeppe
Jakobsen (DF), Henrik Brodersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF), Jan-Erik
Messmann (DF), Ib Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om borgerligt ombud for frivillige i
Hjemmeværnet
Folketinget pålægger regeringen at
udarbejde et klart lovgrundlag, der sikrer, at frivillige i
Hjemmeværnet kan omfattes af reglerne om borgerligt
ombud.
Bemærkninger til forslaget
Nærværende beslutningsforslag har
til hensigt at sikre, at frivillige i Hjemmeværnet kan
omfattes af reglerne om borgerligt ombud.
Med borgerligt ombud bliver man pålagt
af det offentlige at varetage et hverv, som man har pligt til at
udføre. Det kan eksempelvis være hvervet som domsmand,
nævning, rådmand, borgmester m.v.
(http://medarbejder.forsvaret.dk/fravaerogorlov/borgerligt_ombud/pages/default.aspx).
Forslaget er aktualiseret af regeringens
beslutning om at indføre midlertidig grænsekontrol fra
den 4. januar 2016. Grænsekontrollen tærer på
politiets sparsomme ressourcer, da der er tale om en relativt
mandskabstung opgave - en opgave, som Hjemmeværnet vil kunne
bistå med løsningen af. Medlemmer af
Hjemmeværnet kan imidlertid nogle gange have svært ved
at få fri fra deres arbejde, når de skal
indsættes. Denne problematik vil kunne løses, hvis
frivillige i Hjemmeværet var omfattet af borgerligt ombud.
Arbejdsgiveren vil således ikke kunne nægte
Hjemmeværnets frivillige fri, hvis der er tale om borgerligt
ombud.
Rekvisitionen af Hjemmeværnets
kompetencer skal ske som hidtil. Det ændrer dette
beslutningsforslag ikke på.
Såfremt nærværende forslag
gennemføres, vil der være mulighed for at aktivere
hjemmeværnssoldater med udgangspunkt i reglerne om borgerligt
ombud. Derved sikres, at de frivillige hjemmeværnssoldater
ikke får problemer med deres arbejdsgivere om tjenestefrihed.
Hermed opnås en meget stor mandskabsreserve, som politiet kan
trække på i spidsbelastningsperioder, enten til at
udføre nye opgaver, eller til at frigøre politiet til
at løse andre opgaver.
Skriftlig fremsættelse
Jeppe Jakobsen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
borgerligt ombud for frivillige i Hjemmeværnet.
(Beslutningsforslag nr. B 61)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.