Fremsat den 20. november 2015 af
Maria Reumert Gjerding (EL),
Pelle Dragsted (EL), Henning Hyllested (EL),
Christian Juhl (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og
Søren Søndergaard (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at standse tabet af biodiversitet i Danmarks
havområder
Folketinget pålægger regeringen at
sikre, at tabet af biodiversiteten i Danmarks havområder
standses og vendes til fremgang senest i 2020. Derfor opfordrer
Folketinget regeringen til;
- omgående at
udlægge store sammenhængende marine nationalparker,
hvor fiskeri med slæbende redskaber forbydes,
- at der
iværksættes tiltag til at reducere udledning af
næringsstoffer og af en lang række miljøfarlige
stoffer,
- et stop for
råstofindvinding og brug af bundslæbende fiskeredskaber
i alle habitatområder og en indsats over for bifangst af
fugle og marsvin og
- at
iværksætte en genetablering af stenrev og
muslingebanker.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Biodiversiteten i den marine natur i Danmark
er i frit fald. Til trods for tiltagende fokus og politiske
erklæringer om at beskytte biodiversiteten er der observeret
en generel tilbagegang i den marine natur i danske farvande.
Ålegræs og tangbælter vokser ikke længere
på så dybt vand som tidligere, algeopblomstringer
forårsager iltsvind næsten årligt, og siden
midten af 1990'erne er diversiteten af bundlevende dyr i dele af
Kattegat omtrent halveret. Flere bestande af fisk er kraftigt
reducerede, og nogle er næsten helt forsvundet, ligesom flere
bestande af ynglende, rastende og overvintrende fugle er på
retur (»Havets natur - et oplæg til handleplan for
Danmarks marine biodiversitet«, Det Grønne
Kontaktudvalg, 2012).
Truslerne mod den marine mangfoldighed skyldes
en lang række menneskeskabte påvirkninger: belastning
med næringssalte, udledning af miljøfremmede stoffer,
ubæredygtigt fiskeri, råstofindvinding, invasive arter,
klimaforandringer, fysiske forstyrrelser og forurening som
følge af skibstransport. Dog står
næringsstoffer, fiskeri og miljøfremmede stoffer
utvetydigt som de tre største trusler mod biodiversiteten i
de danske farvande. Danmark udleder f.eks. stadig dobbelt så
meget kvælstof til vandmiljøet, som det kan klare, og
havbunden gennemtrawles flere gange om året.
Der er behov for en ambitiøs indsats.
Det er nødvendigt ikke kun i lyset af naturens
nuværende tilstand og de eksisterende forpligtelser, men i
høj grad også i lyset af den udvikling, der forventes
på havet fremover. De maritime industrier forventes at vokse
betydeligt i løbet af de næste 20 år, hvilket
vil øge efterspørgslen på plads og ressourcer,
og dermed vil presset på biodiversiteten øges
yderligere.
Det er ikke kun naturen, der vil have gavn af
en indsats for den marine biodiversitet. Et sundt hav og
større fiskebestande vil på sigt også gavne
både fiskeriet og turistindustrien. Havets natur er meget
forsømt, og fordelene ved at vende tilbagegang til fremgang
er mange. Enhedslisten mener derfor, at det er helt
afgørende, at der snarest igangsættes ambitiøse
tiltag, der kan sikre, at tabet af biodiversiteten i Danmarks
havområder standses og vendes til fremgang.
Forslaget
Enhedslisten finder det afgørende, at
der laves en samlet handleplan for beskyttelse og forvaltning af
naturværdierne på havet med mål for beskyttelse
og genopretning af den marine biodiversitet, der tager udgangspunkt
i målsætningerne i biodiversitetskonventionen og de
europæiske natur- og miljødirektiver.
Forskere fra Det Grønne Kontaktudvalg
fremfører i deres rapport »Havets natur - et
oplæg til handleplan for Danmarks marine biodiversitet«
følgende som nogle af de væsentligste virkemidler for
at forbedre biodiversiteten i de danske farvande:
1. Udpegning og
beskyttelse af større, sammenhængende områder
vil være et centralt middel til at beskytte den danske marine
biodiversitet. Disse områder skal repræsentere
forskellige habitattyper (inklusive blødbundssamfund),
inkludere steder med en vigtig økologisk funktion for
bestemte arter og steder med sjældne eller særligt
følsomme arter. Fiskeri med slæbende redskaber
forbydes i disse områder.
2. Der skal sikres
en ambitiøs forvaltning af de marine og kystnære
fugle- og habitatområder. Det indebærer en reduktion af
udledningen af næringsstoffer, et stop for
råstofindvinding og brug af bundslæbende fiskeredskaber
i alle habitatområder og en indsats over for bifangst af
fugle og marsvin.
3. Udledningen af
næringsstoffer til vandmiljøet skal reduceres til
niveauer, der tillader en gunstig bevaringsstatus. Reduktionerne
bør målrettes vandområder, der er særlig
følsomme for iltsvind og bortskygning af bundplanter.
4. Udledningen af
en lang række miljøfarlige stoffer skal
begrænses, herunder organiske miljøgifte og
tungmetaller (f.eks. bly og kviksølv).
5. Fiskeriet skal
reguleres med udgangspunkt i hele økosystemet. Der skal vare
fastlagte målsætninger og tidsrammer for genopbygning
og bæredygtig udnyttelse af fiskebestande.
6. Fiskeri med
bundslæbende redskaber skal generelt reduceres og helt
forbydes, bl.a. i ålegræssets udbredelsesområde
samt på hårdbund, hvor makroalger kan vokse. Fiskeri
med bundslæbende redskaber forbydes i beskyttede
områder. Samtidig skal skånsomme fiskemetoder udvikles
og støttes for at reducere bifangst, påvirkning af
havbunden og brændstofforbrug.
7.
Naturgenopretning på havet skal prioriteres i form af
genetablering af stenrev og muslingebanker, genetablering af de
mest oplagte inddigede fjordområder og ved habitatskabende
modifikationer af anlæg på havet.
Punkt 1 foreslås gennemført via
fysisk planlægning. Punkt 3 foreslås gennemført
via målrettet regulering til nedbringelse af
næringsstofniveauet og plantning af løvskov mellem
landbrugsarealer og klitarealer. Punkt 6 foreslås
gennemført via tilskudsordninger til bæredygtigt
fiskeri. Punkt 7 foreslås gennemført via udarbejdelse
af forvaltningsplaner for genopretning af stenrev og
muslingebanker.
Gennemførelsen af ovenstående er
i tråd med flere af Natur- og Landbrugskommissionens
anbefalinger, bl.a. anbefaling 11 og 13.
Internationale forpligtigelser
Med beslutning X/2 vedtog
biodiversitetskonventionens parter ved COP 10 i Nagoya, Japan, en
revideret og opdateret strategisk plan for biodiversitet inklusive
de 20 Aichibiodiversitetsmål for perioden 2011-2020.
Gennemførelse af dette forslag til folketingsbeslutning vil
bidrage væsentligt til, at Danmark udmønter sine
internationale forpligtelser under biodiversitetskonventionen med
rettidig omhu, særligt Aichibiodiversitetsmål 5, 6, 7,
8, 10 og 11.