B 42 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en ny arealkategori – naturzone – i planloven med henblik på at standse tabet af biodiversitet i Danmark.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2015-16
Status: Beretning afgivet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-11-2015

Skriftlig fremsættelse (20. november 2015)

20151_b42_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. november 2015)

Maria Reumert Gjerding (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en ny arealkategori - naturzone - i planloven med henblik på at standse tabet af biodiversitet i Danmark.

(Beslutningsforslag nr. B 42)

Forslag til folketingsbeslutning om at standse tabet af biodiversitet i Danmarks havområder.

(Beslutningsforslag nr. B 43)

Forslag til folketingsbeslutning om at standse tabet af biodiversitet på overdrev og hede.

(Beslutningsforslag nr. B 44)

Forslag til folketingsbeslutning om at standse tabet af biodiversitet på ferske enge og vådområder.

(Beslutningsforslag nr. B 45)

Forslag til folketingsbeslutning om at standse tabet af biodiversitet ved Danmarks kyster.

(Beslutningsforslag nr. B 46)

Forslag til folketingsbeslutning om at standse tabet af biodiversitet i de danske skove.

(Beslutningsforslag nr. B 47)

Danmark ligger i bund blandt EU-landene for så vidt angår den andel af landarealet, der er udpeget som beskyttet natur. Den manglende naturbeskyttelse er den direkte årsag til, at vi i Danmark oplever en bekymrende tilbagegang i natur og artsrigdom. 893 danske dyrearter står i dag på den danske »rødsliste« over truede arter. Det er et meget bekymrende tal.

I stort set alle vore naturtyper som enge, overdrev, havet, heder, kysterne, skov m.v. er naturen under et alvorligt pres. Talrige arter er truet af udryddelse. Naturen bliver bogstavelig talt fattigere for hver dag, der går.  Trods utallige politiske hensigtserklæringer om at standse tilbagegangen i biodiversiteten, må vi erkende, at vi ikke er gode nok til at passe på vores natur. Naturen bliver i høj grad betragtet som en gratis ressource, der er skabt til vores udnyttelse. Skovene skal udnyttes til at producere biomasse og tømmer, det åbne land er til for landbruget, og havets fiskeressourcer skal fiskes op. Når hensynet til naturen primært er underlagt behovet for udnyttelse, kommer bevarelse af naturen til at fremstå som et dyrt og uhensigtsmæssigt indgreb i en driftig produktion.   Erkendelsen af, at naturen har en værdi i sig selv, er forsvundet. Enhedslisten mener, at vi skal en helt anden vej. Vi skal have en naturpolitik på naturens præmisser.

Det er helt nødvendigt, at Danmark kommer op i gear og får en seriøs tilgang til naturbeskyttelsen. Arter forsvinder med en bekymrende hast, og det mistede er uerstatteligt. Vi er altså godt i gang med at efterlade en fattigere natur og et fattigere land til vores børn og børnebørn. Naturindsatserne i Danmark har typisk blot været et halehæng til landbrugspolitik, fiskeripolitik eller lign. Først når naturen sættes i centrum, vil vi være i stand til at vende tabet af biodiversitet til fremgang. Det kræver, at sammenhængende naturarealer udpeges alene med det formål at være natur.

Enhedslisten fremlægger derfor en samlet biodiversitetspakke, der sikrer tilstrækkelig med sammenhængende naturområder i Danmark, så naturen får den plads, der skal til, for at udfolde sin egen dynamik, og så naturen kan være selvforvaltende. Samtidig fremlægger vi en række forslag rettet mod de enkelte naturtyper, som kan bidrage til, at tabet af biodiversitet standses. Til gavn for naturen og for vores alle sammens livskvalitet og livsgrundlag.

Det ene beslutningsforslag indfører et nyt værktøj i planloven, der skal sikre store sammenhængende naturområder i Danmark. Traditionelt deles Danmark i landzone og byzone. Fremover skal der være endnu en kategori, naturzone. Naturzoner har det ene formål, at naturen skal trives. Forslaget skal desuden sikre, at områder, der i dag huser sårbar eller truet biodiversitet, samles i sammenhængende naturzoner, så tilbagegangen i natur og tab af biodiversitet kan vendes til fremgang. Sammenhæng i naturen gør naturområderne mere robuste og er en af de mest effektive måder at sikre, at dyr og planter kan trives.

Derudover anser Enhedslisten det for helt nødvendigt at tage en række ambitiøse initiativer for de mest centrale naturtyper, der skal sikre biodiversiteten. Pakken indeholder derfor fem beslutningsforslag til bevarelse af biodiversiteten naturtype for naturtype. Ganske enkelt, fordi hver enkelt naturtype har brug for en redningsplan. Naturen er så forarmet, at vi politisk bliver nødt til at forholde os til, hvad der kræves af areal, regulering og forvaltningsplaner for at redde og genoprette naturen i hver af de danske naturtyper.

De seks beslutningsforslag skal ses i sammenhæng. Naturzoneudpegningen er en vigtig forudsætning for, at indsatserne for bevarelsen af biodiversiteten i de forskellige naturtyper langtidssikres. Forslagene skal samlet set sikre, at den natur, der skaber livskvalitet og er et fælles gode for os alle, kan bevares. Forslaget skal samtidig bidrage til, at Danmark kan leve op til sine forpligtigelser i EU og internationalt om, at tabet af biodiversitet i Danmark standses og vendes til fremgang senest i 2020. En forpligtigelse, der kun er 4 år til at indfri, og som kræver akut politisk handling.

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager de enkelte forslag, og anbefaler dem til Tingets velvillige behandling.