Beretning afgivet af Miljø- og
Fødevareudvalget den 14. september 2016
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 20.
november 2015 og var til 1. behandling den 8. april 2016.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra
Brancheforeningen SPT.
Deputationer
Endvidere har Brancheforeningen SPT
mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til
beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3
spørgsmål til miljø- og
fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (EL og ALT) finder
det afgørende, at forbrugerne bliver beskyttet mod skadelige
stoffer og kemikalier, herunder mod hormonforstyrrende stoffer, der
anvendes i diverse kosmetiske produkter som tandpasta, deodoranter,
solcreme, hårfarve, shampoo og meget mere. Mindretallet
mener, at der løbende bør arbejdes for at
indføre internationale forbud og EU-forbud mod skadelige
stoffer og kemikalier. EL og ALT konstaterer imidlertid, at
arbejdet går for langsomt. Der er på nuværende
tidspunkt ikke lagt op til nogen regulering af de 30
hormonforstyrrende stoffer i kosmetik, som Forbrugerrådet
anbefaler forbydes.
EL og ALT opfordrer regeringen til i
december 2016 og herefter hvert halve år at fremlægge
en status for arbejdet med at gennemføre EU-regulering af de
30 hormonforstyrrende stoffer. I den forbindelse opfordres
ministeren til at fremlægge en opgørelse af, i hvilket
omfang stofferne indgår i kosmetiske produkter på det
danske marked, så Folketinget får mulighed for at
vurdere, i hvilket omfang der sker fremskridt i udfasningen af
hormonforstyrrende stoffer i de kosmetiske produkter, som danske
forbrugere anvender.
P.u.v.
Pia Adelsteen
formand
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende B 41
Bilagsnr. | Titel | 1 | Henvendelse af 7/4-16 fra
Brancheforeningen SPT | 2 | Internt bilag | 3 | Brancheforeningen SPT's præsentation
fra foretrædet for udvalget den 11/5-16 | 4 | Henvendelse af 19/5-16 fra
Brancheforeningen SPT | 5 | 1. udkast til beretning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende B 41
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvordan sikkerhedsmarginen
på en faktor 100 for koncentrationen af stoffer, som er
mistænkt for at være hormonforstyrrende,
fastsættes i REACH, til miljø- og
fødevareministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. om, hvordan sammenhængen er
imellem koncentration og effekt af hormonforstyrrende stoffer, til
miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om den seneste udvikling omkring EU's
kommende regulering af hormonforstyrrende stoffer m.v., til
miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar
herpå |
|