Fremsat den 30. oktober 2015 af
Pernille Skipper (EL), Stine Brix (EL),
Pelle Dragsted (EL), Eva Flyvholm (EL),
Maria Reumert Gjerding (EL),
Henning Hyllested (EL), Christian Juhl (EL),
Rune Lund (EL),
Rasmus Vestergaard Madsen (EL),
Søren Egge Rasmussen (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL),
Jakob Sølvhøj (EL),
Søren Søndergaard (EL) og
Finn Sørensen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om kommunalbestyrelses- og
regionsrådsmedlemmers vederlag ved orlov
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2015-16 at ændre de
nødvendige regler, således at
kommunalbestyrelsesmedlemmers og regionsrådsmedlemmers ret
til vederlag ved orlov på grund af ferie, studier el.lign.
kommer til at svare til de regler, der gælder for
folketingsmedlemmer.
Bemærkninger til forslaget
Både kommunalbestyrelses- og
regionsrådsmedlemmer har ret til at modtage vederlag ved
orlov i en uafbrudt periode på 3 måneder, selv om
orloven ikke vedrører f.eks. sygdom, pasning af syge
pårørende, graviditet, barsel, adoption og lign. Det
betyder, at et kommunalbestyrelsesmedlem i praksis kan holde ferie
eller tage efteruddannelse og samtidig få udbetalt løn
for sit hverv som kommunalpolitiker i op til 3 måneder. Det
koster skattekroner, og det er urimeligt gunstige vilkår i
forhold til almindelige lønmodtagere.
Ifølge dr.dk har næsten 80
kommunal- og regionspolitikere benyttet sig af ordningen de seneste
2 år (dr.dk, den 21. september 2015,
»Kommunalpolitikeres orlov koster millioner af dine
skattekroner«), og i Københavns Kommune har adskillige
kommunalpolitikere endog selv kritiseret ordningen og
påpeget, at det ikke er rimeligt, at man kan holde ferie og
modtage løn oveni (dr.dk, den 26. november 2014,
»Byrådsmedlem: Politikeres orlov er udtryk for
dårlig kultur«).
Enhedslisten foreslår, at reglerne
ensrettes, så kommunalbestyrelsesmedlemmer og
regionsrådsmedlemmer sidestilles med folketingsmedlemmer,
hvad angår retten til vederlag ved frivillig orlov,
således at man har ret til orlov, som er begrundet med f.eks.
sygdom, pleje af alvorligt syge børn eller
nærtstående, der ønsker at dø i eget
hjem, midlertidig udsendelse i offentligt hverv til udlandet,
graviditet, fødsel eller adoption - og således, at det
ikke længere skal være en automatisk ret at kunne
modtage vederlag, hvis man holder orlov på grund af ferie,
efteruddannelse el.lign.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Skipper
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmers vederlag ved
orlov.
(Beslutningsforslag nr. B 22)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.