Fremsat den 15. april 2016 af Laura
Lindahl (LA), Joachim B. Olsen (LA) og Marianne Jelved (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om socialt frikort
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2016 at fremsætte lovforslag, der skaber
rammerne for, at kommunerne kan lave ordninger med socialt frikort.
Med socialt frikort forstås en kommunalt administreret
ordning, der gør, at udsatte borgere i en afgrænset
periode kan tjene et mindre beløb skattefrit og uden
modregning i ydelser. Med udsatte borgere menes de svageste borgere
i vores samfund, som er beskrevet i servicelovens § 81.
Ordningen skal evalueres 2 år efter igangsættelse i
interesserede kommuner.
Bemærkninger til forslaget
Der er i Danmark en gruppe mennesker, som er
meget langt fra at kunne deltage på det ordinære
arbejdsmarked på grund af svære fysiske, psykiske eller
sociale handicap, jf. servicelovens § 81
(lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015 med senere
ændringer). Liberal Alliance og Radikale Venstre
ønsker, at disse mennesker gives muligheden for at tjene et
mindre beløb ved siden af eventuelle offentlige ydelser.
Disse mennesker kan ofte have svært ved
at honorere de krav, som arbejdsmarkedet stiller til f.eks. stabilt
fremmøde. Derfor er intentionen med forslaget, at kommunen
kan formidle småjobs i det lokale erhvervsliv, eller at
personer i ordningen kan tildeles et autorisationskort og selv
formidle kontakten. Disse jobs skal kunne udføres fleksibelt
og ubureaukratisk, når den udsatte borger har overskuddet til
at udføre jobbet. Lønnen kan udbetales kontant
på dagsbasis, så der er en nær sammenhæng
mellem indsats og udbytte. Ordningen kan dermed også bruges
til at finansiere uforudsete udgifter, i stedet for at borgeren
optager et kviklån eller lign.
For nogle virksomheder kunne det være
interessant at udbyde sådanne småjobs af
økonomiske eller sociale grunde. Det er vigtigt at
understøtte virksomhedernes muligheder herfor, da der i dag
mangler større fleksibilitet på arbejdsmarkedet -
særligt for de svageste borgere. For at tiltrække
virksomheder til at udbyde disse job, skal ordningen være nem
og ubeaukratisk, så virksomhederne ikke oplever at blive
begravet i papir.
Beslutningsforslaget har først og
fremmest et socialt sigte. Det er vigtigt for den enkelte at
føle sig værdsat og i stand til at bidrage til
samfundet. Samtidigt vil ordningen forhåbentlig
medføre, at udsatte borgere oplever at komme et lille skridt
i retning af ordinær beskæftigelse, selv om der for
mange kan være langt.
Beslutningsforslaget forventes ikke at
medføre nævneværdige offentlige udgifter. Det
antages, at målgruppen er relativt begrænset, og at der
derfor er tale om, at eventuelle skatteindtægter samt mulige
administrationsomkostninger i kommunerne vil være meget
små.
Skriftlig fremsættelse
Laura Lindahl
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
socialt frikort.
(Beslutningsforslag nr. B 188)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.