B 174 Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede opsparingsregler i forbindelse med ledsageordning for børn og voksne med handicap.

Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 06-04-2016

Fremsat: 06-04-2016

Fremsat den 6. april 2016 af Jakob Sølvhøj (EL), Søren Egge Rasmussen (EL),  Søren Søndergaard (EL) og Finn Sørensen (EL)

20151_b174_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 6. april 2016 af Jakob Sølvhøj (EL), Søren Egge Rasmussen (EL),  Søren Søndergaard (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbedrede opsparingsregler i forbindelse med ledsageordning for børn og voksne med handicap

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2016 at fremsætte lovforslag om ændring af servicelovens bestemmelser efter § 45 og § 97 om ledsageordninger for børn og voksne, således at det bliver muligt at spare op til 180 timer sammen med henblik på samlet anvendelse.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af en del af beslutningsforslag nr. B 115, folketingsåret 2014-15, 1. samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2014-15, 1. samling, sektion A, B 115 som fremsat, og sektion F, møde 93 kl. 18.56.

Ledsageordningerne beskrevet i §§ 45 og 97 i serviceloven giver henholdsvis børn og unge og voksne med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mulighed for at blive ledsaget til aktiviteter uden for hjemmet (lovbekendtgørelse nr. 1284 af 17. november 2015).

Bedre mulighed for at opspare timer

I dag kan borgere, der har ret til en ledsageordning, få op til 15 timers månedlig ledsagelse. For at give borgerne mulighed for at benytte sig af ledsagelse i længere sammenhængende perioder giver serviceloven i dag mulighed for at opspare timer over en 6-månedersperiode. Med dette forslag vil adgangen til opsparing af timer blive udvidet til 12 måneder, således at der kan spares op til 180 ledsagetimer sammen mod i dag kun 90 timer. Dermed vil borgerne få forbedret mulighed for at anvende ledsageordningen i forbindelse med afholdelse af ferie.

Økonomiske konsekvenser

Muligheden for at opspare flere timer vil muliggøre en mere sammenhængende anvendelse af ledsageordningen, men vil ikke udvide det samlede omfang af retten til ledsagelse. Enhedslisten skønner derfor ikke, at der er udgifter forbundet med ændring af opsparingsreglerne.

Skriftlig fremsættelse

Jakob Sølvhøj (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede opsparingsregler i forbindelse med ledsageordning for børn og voksne med handicap.

(Beslutningsforslag nr. B 174)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.