Fremsat den 5. april 2016 af Alex
Ahrendtsen (DF) og Morten Marinus (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af et sprogteknologisk
udvalg
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2016 at nedsætte et sprogteknologisk
udvalg, der skal udarbejde en strategi for at styrke dansk
sprogteknologi og dermed sikre det danske sprog på det
digitale område.
Bemærkninger til forslaget
Sprogteknologi består af en bred vifte
af digitale byggesten, som indgår i bl.a.
undervisningsprogrammer, automatisk oversættelse, grammatik-
og stavekontrol, kunstig intelligens, intelligent søgning,
hjælpemidler til læsesvage, dialogsystemer,
talesyntese, computerspil og talegenkendelse. Sprogteknologi
indgår i stigende omfang i velfærdsteknologi, f.eks.
talestyring af robotter. Danmark halter på disse
områder efter lande som Norge, Sverige, Finland, Holland,
Belgien og Letland. Der er afsat for få midler til at
håndtere dansk med sprogteknologiske værktøjer,
og ekspertisen forsvinder langsomt. Der findes endda stadig
produkter, der ikke kan håndtere æ, ø og
å. Der mangler endvidere den nødvendige infrastruktur
og frit tilgængelige datasamlinger og basisprogrammer, og der
er kun få forsknings- og udviklingsmidler til dansk
sprogteknologi.
Det sprogteknologiske udvalg skal
undersøge, hvordan staten kan støtte udvikling af
dansk sprogteknologi i form af f.eks.
erhvervsstøtteordninger og øremærkede midler
til sprogteknologisk forskning og infrastruktur. Det
sprogteknologiske udvalg skal udarbejde en sprogteknologisk
strategi og undersøge, hvordan man kan påvirke
kvaliteten for så vidt angår dansk i produkter fra
store softwarevirksomheder som f.eks. Microsoft, Apple og Google,
der leverer mange programmer til danskere, hvor dansk retskrivning
og dansk talesprog er en væsentlig del af programmet, og som
derigennem har stor indflydelse på danskernes sprogbrug.
Det sprogteknologiske udvalg skal skitsere,
hvordan man kan gøre sprogteknologi til en del af en
offentlig infrastruktur på linje med geodata, togtider m.m.,
som i dag stilles gratis til rådighed for udviklere af
mobiltjenester. En sådan sprogteknologisk infrastruktur kunne
f.eks. være med til at skabe en sprogteknologisk industri i
Danmark.
Det sprogteknologiske udvalg skal også
komme med forslag til, hvordan man kan sikre en mere
grundlæggende uddannelse i sprogteknologi på bachelor-
og kandidatniveau. Udvalget kan under arbejdet hente inspiration
fra det nederlandske forskningsprogram STEVIN, som systematisk har
fremmet udvikling af sprogteknologi for nederlandsk. Artiklen
»Hverdagens sprogteknologi nu og i fremtiden« i Nyt fra
Sprognævnet (1/2016) beskriver de sprogteknologiske
perspektiver mere indgående.
Økonomi
Der afsættes 250.000 kr. til udvalgets
arbejde, der skal begynde den 1. januar 2017. Der findes
finansiering på finansloven for 2017.
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
nedsættelse af et sprogteknologisk udvalg.
(Beslutningsforslag nr. B 167)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.