Fremsat den 1. april 2016 af Josephine
Fock (ALT), René Gade (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)
Forslag til folketingsbeslutning
om bekæmpelse af diskrimination i
nattelivet
Folketinget opfordrer regeringen til inden den
1. november 2016 at tage de fornødne initiativer til
indførelse af en standardiseret menneskerettighedspolitik
for restaurationer, der er i overensstemmelse med FN's
retningslinjer, og som følger tildeling af
alkoholbevillinger, således at nye bevillinger og
forlængelser forudsætter tilslutning til en sådan
menneskerettighedspolitik. Derudover opfordres regeringen til at
indføre et branchespecifikt klageorgan, der kan fungere for
både gæster og restaurationer i sager vedrørende
diskrimination i nattelivet.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund og formål
Beslutningsforslaget har som overordnet
mål at komme diskrimination i nattelivet til livs.
Forslaget vil sikre respekten for
menneskerettigheder i nattelivet ved, i overensstemmelse med FN's
retningslinjer, at etablere en politik, der kan hjælpe
virksomhederne med at løfte opgaven samt sikre en effektiv
klageadgang.
Hvis borgere gentagene gange oplever at blive
»dømt ude« på grund af hudfarve, religion,
seksualitet, handicap eller andet kan det føre til en
følelse af tilsidesættelse og fremmedgjorthed fra
resten af samfundet. Følelsen af ikke at høre til er
gift for den enkelte borger såvel som for samfundet som
helhed. Det er sådanne negative oplevelser og
følelser, der fører til kriminalitet, misbrug og
radikalisering.
Det er et område, der allerede er
lovgivet om, men ikke desto mindre er diskrimination i nattelivet
fortsat et omfattende problem. Derfor skal der gøres
yderligere for at ændre på den dårlige
kultur.
Inspireret af Øjne i natten, der er et
initiativ under projektet Stop Had, af Den Internationale
Juristkommission og af GLOBAL CSR, opfordrer Alternativet
regeringen til at indføre regler vedrørende
diskriminering i nattelivet.
Løsningerne tager udgangspunkt i de forpligtigelser, som
både den danske stat og de involverede virksomheder allerede
har, og de er udviklet som en hjælp til virksomhederne,
så de kan leve op til disse forpligtelser. Dette uden at
pålægge virksomhederne yderligere belastninger.
Der findes allerede to instrumenter, der
anviser en løsning på problemet med diskrimination i
nattelivet. Dels menneskerettighederne, der blandt andet indeholder
retten til ikke-diskrimination, dels FN's retningslinjer for
menneskerettigheder og erhverv, der fastlægger
forpligtelserne for både stat og virksomheder til at sikre,
at enhver virksomhed respekterer menneskerettighederne på et
operationelt plan. Under FN's retningslinjer skal virksomhederne
således udarbejde en menneskerettighedspolitik, hvilket
indeholder en række forpligtigelser.
De danske virksomheder er på denne
måde allerede underlagt en række menneskeretlige
forpligtelser som resultat af Danmarks tilslutning til FN's
retningslinjer.
Forslaget
Det foreslås at udarbejde en generel
menneskerettighedspolitik, der følger alkoholbevillingen, og
som vil hjælpe virksomhederne med at løfte deres
menneskeretlige ansvar og øge bevidstheden omkring
diskriminering i nattelivet. Herved foræres en
løsning, som virksomhederne ellers skulle ofre ressourcer
på at skabe.
Derudover foreslås det at indføre
et branchespecifikt klageorgan, der skal leve op til FN's
retningslinjer om effektive klageadgange og sikre en
omkostningseffektiv klagemekanisme for både virksomheder og
gæster.
Skriftlig fremsættelse
Josephine Fock
(ALT):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
bekæmpelse af diskrimination i nattelivet.
(Beslutningsforslag nr. B 128)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.