Betænkning afgivet af Social- og
Indenrigsudvalget den 27. maj 2016
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 1.
april 2016 og var til 1. behandling den 9. maj 2016.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Social- og Indenrigsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse.
Et mindretal i
udvalget (EL, SF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
2. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiets og Radikale Venstres
medlemmer af udvalget kan ikke støtte beslutningsforslaget.
S og RV deler forslagsstillernes ønske om at sikre alle ret
til at udfolde deres demokratiske rettigheder. Den tidligere
SR-regering vedtog derfor i 2014, at personer med handicap eller
nedsat førlighed fik sikkerhed for, at der minimum er et
sted i kommunen med et handicaptilgængeligt afstemningssted,
så man undgår afgivelse af en såkaldt vognstemme
umiddelbart uden for stemmelokalet eller afgivelse af brevstemme
forud for valgdagen.
Når S og RV ikke kan støtte
forslaget, skyldes det, at S og RV frygter, at et krav om, at alle
afstemningssteder skal være tilgængelige for
gangbesværede og kørestolsbrugere, kan medføre,
at flere mindre lokale valgsteder risikerer at lukke. Og
færre valgsteder kan have negativ betydning på
valgdeltagelsen.
Der er afsat midler fra satspuljen til en
tilgængelighedspulje, som kommunerne opfordres til at
søge til tilgængelighedsforbedringer i det
eksisterende offentlige byggeri, mens nybyggeri allerede skal
opfylde hensynene til tilgængelighed.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
støtter ikke beslutningsforslaget. DF mener dog, at det er
vigtigt, at personer med et handicap har gode muligheder for at
stemme ved valg, og at der er valgsteder i en kommune, hvor
personer med handicap kan afgive deres stemme. Derfor er det
også glædeligt, at DF's beslutningsforslag nr. B 32 om
ændring af valglovene, så personer med handicap kan
stemme med den hjælp, de selv ønsker, blev vedtaget.
Derudover er der lavet retningslinjer til kommunerne om
valghandlinger, og endelig har man også mulighed for at
stemme på flere måder, herunder brevstemme.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina
Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dorthe Ullemose
(DF) Karina Due (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane
Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen
(V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Anders Johansson (KF) Karen
J. Klint (S) Malte Larsen (S) Orla Hav (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Troels
Ravn (S) Trine Bramsen (S) Yildiz Akdogan (S) Rune Lund (EL)
Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV)
Johannes Lebech (RV) Trine Torp (SF) Karsten Hønge (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende B 126
Bilagsnr. | Titel | 1 | 1. udkast til beretning | 2 | 1. udkast til betænkning | 3 | 2. udkast til betænkning | 4 | 3. udkast til betænkning |
|