Fremsat den 31. marts 2016 af Rune Lund
(EL), Pelle Dragsted (EL), René Gade (ALT) og Lisbeth Bech
Poulsen (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om annullering af planlagte besparelser i
SKAT
Folketinget pålægger regeringen i
forbindelse med finansloven for 2017 at annullere alle planlagte
besparelser i SKAT for 2017 og frem.
Bemærkninger til forslaget
Det står skidt til i SKAT. Dette
dokumenteres blandt andet i DR's dokumentarserie »Skeletterne
i SKAT« bragt henholdsvis den 22. februar, den 29. februar og
den 2. marts 2016. Skandalesagerne hober sig op, og pr. september
2015 mangler SKAT ifølge skøn fra Skatteministeriet
at inddrive ca. 74 mia. kr. (SAU alm. del - bilag 48,
folketingsåret 2014-15, 2. samling). Dette beløb er
støt stigende og er ifølge DR nu oppe på 78
mia. kr. Der er tale om penge, som kunne være gået til
velfærd, ny infrastruktur eller investeringer i uddannelse og
de områder i Danmark, hvor der mangler ressourcer og
økonomiske muligheder.
SKATs elendigheder skyldes en farlig cocktail
af massive nedskæringer, endeløse organisatoriske
ændringer og kuldsejlede it-projekter. Dette har resulteret i
et kaos, der betyder, at færre penge inddrives, svindlere har
kronede dage, og at kvaliteten af SKATs arbejde er forringet,
hvilket går ud over retfærdighedsfølelsen og
borgernes retssikkerhed. Tilliden til velfærdssamfundets
fordelingsnøgle - skattesystemet - forsvinder som dug for
solen, i takt med at både politiske og ledelsesmæssige
skeletter vælter ud af skabet.
Situationen er i dag fuldstændig
uholdbar og har været det længe. Allerede i 2007
påpegede Statsrevisorerne, at SKAT ved sin oprettelse ikke
fik tilført de nødvendige ressourcer, samtidig med at
restancerne var steget med et milliardbeløb
(folketingsåret 2007-08, 1. samling, Statsrevisorerne,
beretning nr. 4 - »Beretning om fusionen mellem den statslige
og kommunale skatte- og inddrivelsesforvaltning«). I 2006 var
der ca. 9.200 årsværk i SKAT, mens der i 2015 var ca.
6.200 årsværk (SAU alm. del - spørgsmål
57, folketingsåret 2014-15, 2. samling). Det er simpelthen
ikke muligt at sikre driften, produktudvikle og genopbygge på
samme tid, når skiftende regeringer samtidig skærer
massivt ned på ressourcerne. Heller ikke selv om ledelsen er
blevet klog af skade. Så massive nedskæringer vil
på et tidspunkt gå ud over kvaliteten af arbejdet, og
skandalesagerne er da også kommet som perler på en
snor:
- Ét
Fælles Inddrivelsessystem (EFI) skulle løse
inddrivelsesopgaver, der tidligere blev varetaget manuelt, men alt
er gået galt. Systemet har været både
stærkt forsinket og fordyret (SAU alm. del - bilag 48,
folketingsåret 2014-15, 2. samling). Da systemet endelig blev
igangsat, var det både fejlbehæftet og ulovligt,
hvorfor SKAT måtte lukke systemet. Imens er beløbet af
ikke-inddrevne restancer vokset til et kolossalt beløb
på ca. 78 mia. kr.
- Over 40 pct. af
alle ejendomsvurderinger var i 2011 overvurderede i forhold til den
faktiske salgspris, og dermed har mange borgere betalt for meget i
ejendomsværdiskat. Statsrevisorerne udtalte i 2013 en meget
skarp kritik af ejendomsvurderingssystemet (Statsrevisorerne,
beretning nr. 12 - »Beretning om den offentlige
ejendomsvurdering«, folketingsåret 2012-13).
Efterfølgende er det kommet frem, at SKAT bevidst har syltet
klager fra borgerne (»Ministre strides om syltede
skattesager«, Maria Hjortdal, Politiken, den 23. maj
2015).
- I april 2015 kom
det frem, at SKAT ikke havde reageret på informationer om, at
mere end 200 danskere havde ca. 4,8 mia. kr. i skattely i Schweiz.
Et bredt politisk flertal kritiserede efterfølgende SKAT i
skarpe vendinger (Skatteudvalgets beretning over beslutningsforslag
nr. B 153, folketingsåret 2014-15, 1. samling).
- I august 2015 kom
det frem, at der er blevet svindlet med udbetalinger af refusion af
udbytteskat. Ca. 9 mia. kr. har statskassen tabt på svindlen
(SAU alm. del - bilag 48, folketingsåret 2014-15, 2.
samling).
- I januar 2016 kom
det frem, at der har været en omfattende svindel med negativ
moms. Ifølge DR's dokumentarserie »Sådan
svindles Danmark« bragt den 25. januar, den 1. februar og den
9. februar 2016, er der endvidere risiko for, at flere af de penge,
man har svindlet sig til, er brugt til at finansiere terror. Helt
generelt vurderes det, at Danmark går glip af 10-18 mia. kr.
årligt i momsprovenu.
Forslagsstillerne mener, at en helt
grundlæggende forudsætning for, at SKAT kan komme
på fode igen, er, at alle planlagte besparelser i SKAT bliver
annulleret.
Hvis ikke der gribes ind fra politisk side,
vil allerede planlagte besparelser for SKAT betyde, at SKATs budget
vil falde drastisk de kommende år og være næsten
500 mio. kr. lavere i 2019 end i 2016, hvilket fremgår af
nedenstående tabel.
Tabel 1: Udviklingen i SKATs
nettoudgiftsbevilling
SKAT, mio.
kr. | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | Budget | 4.905,6 | 4.612,6 | 4.465,6 | 4.365,4 | Reduktion ift. niveauet i 2016 | | -293 | -440 | -540,2 | Kumuleret reduktion for 2017, 2018 og
2019 | | -293 | -733 | -1.273,2 |
|
Kilde: Finansloven for 2016
Forslagsstillerne mener, at det vil være
umuligt at genrejse SKAT med så drastiske besparelser, og
ønsker på den baggrund at annullere alle planlagte
besparelser i SKAT.
Finansiering - dygtige
skattemedarbejdere tjener sig selv ind
Det er forslagsstillernes klare opfattelse, at
det er endt med at blive meget dyrt for danskerne, at SKAT er
blevet sparet i stykker siden 2005. Samlet set er en investering i
et velfungerende SKAT en overskudsforretning for samfundet. Det er
også nødvendigt at investere i SKAT for at genoprette
tilliden til SKAT hos danskerne. De senere år har vist, at
Danmark ganske enkelt ikke har råd til, at der ikke er nok
ansatte og ressourcer i SKAT.
FTF og Dansk Told- og Skatteforbund har
tidligere offentliggjort beregninger, der viser, at det vil
være økonomisk rentabelt at ansætte flere
medarbejdere i SKAT. FTF konkluderede på baggrund af en
undersøgelse fra 2012, at ansatte i SKAT kan tjene deres
løn ind op til 35 gange. Dansk Told- og Skatteforbund har
ligeledes udtalt, at ansatte i SKAT kan tjene deres løn ind
fem gange (»Organisation: Skat-ansat tjener egen løn
hjem fem gange«, Jens Nymark, Børsen, den 11. februar
2012).
Forslagsstillerne mener på baggrund af
ovenstående, at der er akut behov for at tilføre SKAT
ekstra ressourcer og annullere de planlagte besparelser. De
annullerede besparelser foreslås finansieret ved
genindførelse af sodavandsafgiften, hvilket vil give et
merprovenu til staten på ca. 600 mio. kr. (2014-niveau) efter
automatisk tilbageløb (lovforslag nr. L 127, side 8,
folketingsåret 2012-13).
Skriftlig fremsættelse
Rune Lund
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
annullering af planlagte besparelser i SKAT.
(Beslutningsforslag nr. B 116)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.