B 109 Forslag til folketingsbeslutning om at fastholde økologimålsætningen.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2015-16
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 25-05-2016

Afgivet: 25-05-2016

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 25. maj 2016

20151_b109_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 25. maj 2016

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 30. marts 2016 og var til 1. behandling den 26. april 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (S, EL, ALT, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslistens, Alternativets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer mener, at den tidligere VK-regerings målsætning fra 2009 om fordobling af det økologiske landbrugsareal i 2020 i forhold til arealet i 2007 skal fastholdes. En målsætning, som den tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen den 9. oktober 2015 desværre valgte at annullere.

Landbrugets organisationer, herunder Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening, har offentligt beklaget regeringens beslutning og understreget vigtigheden af at bevare økologimålsætningen, da et ambitiøst mål for den økologiske produktion har været med til at drive økologien fremad. Ifølge Landbrug & Fødevarer har det bl.a. været de høje danske økologimål, der har været med til at sikre Danmarks fremtrædende position på området, og at Danmark har formået at øge eksporten af økologiske varer år efter år.

Regeringens annullering af økologimålsætningen sker, på trods af at markedet for økologiske fødevarer har været i konstant vækst i mere end 10 år, at eksporten af økologiske fødevarer er seksdoblet i samme periode, og at et rekordstort antal landmænd i 2015 valgte at omlægge til økologi. Annulleringen sker også, på trods af at både Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening vurderer, at det er realistisk at nå målsætningen. En vurdering, organisationerne bygger på de senere års udvikling i landbruget og på, at det danske og udenlandske marked viser et stort vækstpotentiale inden for økologien. Annulleringen af målsætningen sker også, selv om anbefalinger fra både Natur- og Landbrugskommissionen og Vækstteam Fødevarer peger på netop at bruge økologi som strategi for vækst i landbruget.

Den enkelte landmands beslutning om at omstille til økologi kræver ofte lang tids overvejelser, og det er derfor vigtigt med tydelig politisk opbakning, der viser landmændene, at økologien prioriteres politisk med målsætninger og understøttende handlingsplaner som f.eks. økologivisionen fra 2011 og de efterfølgende økologihandlingsplaner. Således skal landmanden ikke udelukkende se sin omlægning i forhold til markedets potentiale, men også som en del af en politisk strategi, hvor mål og handlingsplaner understøtter landbrugets udvikling hen imod vækst og større bæredygtighed.

EL, ALT, RV og SF mener, at det er ulogisk at slække på det politiske ambitionsniveau for økologien, der er en så åbenlys positiv udviklingsvej for dansk landbrug. Landbruget efterspørger ambitioner at styre efter, det økonomiske potentiale er der, og fremskrivningerne viser, at det er muligt. Mindretallet mener derfor, at økologimålsætningen skal fastholdes, så både erhvervet og andre aktører kan trække i samme retning, og så det nødvendige fokus på omstilling til økologisk produktion sikres.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) fmd. Ib Poulsen (DF) Rasmus Jarlov (KF) Lise Bech (DF) Karina Due (DF) Erling Bonnesen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Thomas Danielsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Jacob Jensen (V) Carsten Bach (LA) Mette Bock (LA) Mette Abildgaard (KF) Bjarne Laustsen (S) Lea Wermelin (S) nfmd. Kaare Dybvad (S) Jesper Petersen (S) Malte Larsen (S) Simon Kollerup (S) Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert Gjerding (EL) Christian Poll (ALT) Carolina Magdalene Maier (ALT) Johannes Lebech (RV) Ida Auken (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Pia Olsen Dyhr (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 109

Bilagsnr.
Titel
1
1. udkast til betænkning