B 104 Forslag til folketingsbeslutning om mindre diskrimination i nattelivet.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 29-03-2016

Fremsat: 29-03-2016

Fremsat den 29. marts 2016 af Lisbeth Bech Poulsen (SF), Jonas Dahl (SF) og Trine Torp (SF)

20151_b104_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 29. marts 2016 af Lisbeth Bech Poulsen (SF), Jonas Dahl (SF) og Trine Torp (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om mindre diskrimination i nattelivet

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage de nødvendige initiativer, der forhindrer diskrimination i nattelivet. Det foreslås bl.a. at ændre restaurationsloven, så bevillingsnævnene skal lægge vægt på Ligebehandlingsnævnets kendelser i forbindelse med behandling af bevillingssager og racediskriminationsloven, og så arbejdsgiveren bliver ansvarlig for medarbejdernes handlinger, når de er på arbejde. Det foreslås endvidere, at kompensationsniveauet ved diskrimination i nattelivet hæves betragteligt.

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for forslaget

Fra diverse artikler, jf. artikel »Vi skal straffe racisme i nattelivet hårdere«, Information 22/4-15, og undersøgelser »Unges syn på diskrimination i det københavnske natteliv«, Rådgivende Sociologer Aps, 2014, ses det, at mange diskoteker har kvoter for, hvor mange »sorte« dørmændene må lukke ind.

Hver fredag og lørdag aften bliver unge mænd stadigvæk afvist i dørene til danske diskoteker. De bliver ikke afvist, fordi de har lavet ballade. De bliver alene afvist, fordi de har den forkerte hudfarve. Der er tale om klokkeklare brud på gældende lov, men konsekvenserne i loven er desværre stort set ikkeeksisterende.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at arbejdsgiveransvaret, der gælder andre steder, også skal gælde i disse situationer. Det er ikke den enkelte dørmand, der fastlægger »dørpolitikken«. Det er diskoteksejeren, og derfor er det også diskoteksejeren, der skal stå til ansvar. Derudover ønsker forslagsstillerne, at kompensationsniveauet skal hæves markant, og at bevillingsnævnene skal informeres om sagerne og skal lægge vægt på afgørelserne i forbindelse med behandling af bevillingssager på samme måde som straffesager og udestående skattegæld.

Fra spirituskørselsområdet ved vi, at regulering kombineret med holdningsbearbejdelse igennem kampagner virker. Forslagsstillerne er af den opfattelse, at den kombination også vil være effektfuld på området for diskrimination i nattelivet, og forslagsstillerne ønsker derfor, at man fremadrettet også skal anvende den palet af tiltag på området vedrørende diskrimination i nattelivet.

Kampagner er ikke nok

Det ses alt for ofte, at ejeren tørrer sagen af på dørmanden og lader som om, at denne handler på eget initiativ. At så mange dørmænd skulle opfinde deres egen dørpolitik uden om ejeren er usandsynligt og et kæmpe problem. Det øger polariseringen, ødelægger integrationen og gør det nemmere for Hizb ut-Tahrir med venner at overbevise en vred ungdom om, at danskere er racister, og at samfundet er ligeglad med dem.

Kampagner kan være fine, men er ikke tilstrækkelige. Hvis politiet holdt inde med at håndhæve reglerne om spirituskørsel, kunne Rådet for Sikker Trafik lave nok så mange kampagner - de ville ikke virke. Der skal en blandet bredere indsats til.

Et typisk sagsforløb i en diskriminationssag

Et typisk sagsforløb er som følger:

- En person bliver diskrimineret, og det antages, at vedkommende kan løfte bevisbyrden.

- En person klager til Ligebehandlingsnævnet.

- Dørmanden får en bøde på 2.000-5.000 kroner, som? ?di?skoteksejeren betaler.

Der er ingen konsekvens. En ejer eller en bestyrer af et di?skotek kan blive dømt mange gange for racediskrimination, uden at det har nævneværdige konsekvenser for hans forretning. Hvis vedkommende derimod bliver dømt for at køre spirituskørsel, kan bevillingsnævnet med loven i hånden fratage vedkommende alkoholbevillingen med henvisning til personens dårlige dømmekraft.

Ændret lovgivning

Problemet er, at bevillingsnævnene, som regulerer nattelivet i byerne, ikke kan lægge vægt på Ligebehandlingsnævnets kendelser - og igen: Kendelserne er personlige, så det er oftest den enkelte dørmand og ikke ejeren, der får bøden.

Derfor forslår forslagsstillerne følgende ændringer:

- Restaurationsloven ændres, så bevillingsnævnene bliver oplyst om og skal lægge vægt på Ligebehandlingsnævnets kendelser i forbindelse med behandling af bevillingssager.

- Racediskriminationsloven ændres, så arbejdsgiveren bliver ansvarlig for medarbejdernes handlinger, når de er på arbejde, akkurat som det er tilfældet med arbejdsulykker og bartendere, der sælger alkohol til en mindreårig.

- Kompensationsniveauet ved diskrimination i nattelivet skal hæves betragteligt. Det koster som udgangspunkt 25.000 kroner at diskriminere på baggrund af køn ved en ansættelse. Det ville også være et passende niveau her.

Det er forslagsstillerne opfattelse, at ovenstående kombineret med gode kampagner vil virke - ligesom spirituskørsel er blevet reduceret på grund af kombinationen af hård lovgivning og adfærdsregulerende kampagner.

Skriftlig fremsættelse

Lisbeth Bech Poulsen (SF) og :Jonas Dahl (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om diskrimination i nattelivet.

(Beslutningsforslag nr. B 104)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.