Med henvisning til punkt 1 på det kommende rådsmøde (Direktiv om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer KOM(2013)920), jf. MOF alm. del – bilag 492, bedes ministeren besvare følgende spørgsmål:
a) Ministeren bedes oplyse, hvor man ekstra dødsfald og sygdomstilfælde der vil fremkomme i Danmark og i vore nabolande som følge af regeringens landbrugspakke og den forøgede produktion af husdyr, som forventes herfra og som også er regeringens baggrund for at afvise Danmarks nationale reduktionsmål for ammoniak på 24 pct. - som allerede er meldt ind til både FN og EU – nemlig, at der ikke er ”tilstrækkelig sikkerhed for, at reduktionsmålet ikke bliver en hindring for vækst i landbruget frem mod 2020. Der er blevet vedtaget en fødevare- og landbrugspakke, der ruster fødevare- og landbrugssektoren endnu bedre til at øge råvaregrundlaget og eksporten. Denne udvikling ønsker regeringen ikke begrænset af et ammoniakreduktionsmål, som under alle omstændigheder vil være meget ambitiøst i EU.”
b) Ministeren har under samråd om landbrugspakken oplyst, at den forventede meremission på 2.700 tons ammoniak/år vil blive håndteret af regeringen i forbindelse med revision af husdyrbekendtgørelsen. Hvordan kan landbrugspakken så stå i vejen for Danmarks opfyldelse af forud indgåede forpligtelser om reduktion af ammoniakforureningen, idet reduktionen blev meldt ind i 2012 som et ’business-as-usual’ mål for 2020, altså en reduktion som ville blive opnået med den almindelige udvikling og som følge af allerede indgåede aftaler og vedtagne regler? Betyder det, at landbrugspakkens ammoniakmanko ikke kompenseres inden 2020 på trods af ministerens forsikringer på samrådet?
c) Kan ministeren bekræfte, at regeringen har reduceret puljen til ammoniakreducerende staldudstyr og dermed bevidst har forværret betingelserne for Danmarks opfyldelse af internationale forpligtelser, uanset om husdyrproduktionen stiger eller falder? Hvor mange millioner er puljen reduceret med, og hvor meget øges ammoniakforureningen med som følge af regeringens nedskæringer?
d) Kan ministeren henvise til fortilfælde, hvor en dansk regering har tilsidesat reduktionstilsagn til en miljøkonvention under FN med henvisning til, at regeringen har vedtaget at forøge produktionen af hensyn til erhvervet og dermed tillige bragt EU i forlegenhed, fordi et af medlemslandene tilsidesætter forpligtelser som landet selv har meldt ind til EU?
Dato: 08-06-2016
Status: Endeligt besvaret
Emne:
EU