Betænkning afgivet af Social- og
Indenrigsudvalget den 19. august 2015
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 3. juli 2015
og var til 1. behandling den 3. juli 2015. Lovforslaget blev efter
1. behandling henvist til behandling i Social- og
Indenrigsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1
møde.
Høring
Lovforslaget er en genfremsættelse af
L 171 (folketingsåret 2014-15, 1. samling). Dette lovforslag
blev sendt i høring, og den daværende økonomi-
og indenrigsminister sendte den 6. februar 2015 dette udkast til
Kommunaludvalget, jf. (folketingsåret 2014-15, 1. samling)
KOU alm. del - bilag 33. Den 4. august 2015 fremsendte social- og
indenrigsministeren det indkomne høringssvar og et notat
herom til udvalget.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Enhedslistens medlemmer af udvalget
støtter lovforslaget, da det, om end i meget beskeden grad,
vil modvirke de negative virkninger af lovforslag L 4 (Forslag til
lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser
udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og
arbejdsløshedskasserne), der behandles i
Beskæftigelsesudvalget. Som det fremgår af det
lovforslag (L 4), vil det såkaldte »økonomiske
incitament« ikke blive fjernet, da det er selve
formålet med lovforslaget om omlægning af
refusionssystemet. Dette »økonomiske incitament«
vil presse kommunerne til i endnu højere grad at presse
borgerne over på de lavest mulige sociale og
beskæftigelsesmæssige ydelser eller presse dem helt ud
af det offentlige forsørgelsessystem, som LO og FTF advarer
imod i deres høringssvar. Sammenholdt med det stærke
økonomiske pres, der er på kommunerne fra Folketingets
flertal, vil lovændringen samtidig presse kommunerne til at
anvende de billigst mulige løsninger i social- og
beskæftigelsespolitikken i stedet for at satse på
løsninger, som alle ved virker, som f.eks. revalidering.
Disse negative konsekvenser af omlægningen af
refusionssystemet vil især slå igennem i
økonomisk svage kommuner og kommuner med mange
langtidsarbejdsløse og langtidssyge, og hvor det lokale
arbejdsmarked ikke har plads til mennesker med nedsat arbejdsevne.
Nærværende lovforslag om en midlertidig ændring
af udligningen vil til en vis grad modvirke dette, men det vil
langt fra være tilstrækkeligt til at forhindre de
stærkt negative sociale konsekvenser som følge af
omlægningen af refusionssystemet.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget stemmer for lovforslaget, men vil gerne understrege, at
det for SF er meget vigtigt, at i første omgang
Finansieringsudvalget og siden regeringen får fundet frem til
nogle ændringer af udligningssystemet, der fra den 1. januar
2018 kan sikre, at det nye refusionssystem på
beskæftigelsesområdet ikke kommer til at undergrave den
kommunale økonomi - ikke mindst i yderområderne.
Alternativets medlem af udvalget
støtter lovforslaget om tilpasninger i udligningssystemet,
da lovforslaget trods alt vil medvirke til at mindske de negative
sociale virkninger, der foreslås ved L 4 (Forslag til lov om
kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af
kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne),
som behandles i Beskæftigelsesudvalget, og som ALT ikke kan
støtte. ALT mener, at en ændring af refusionstaksterne
vil presse kommunernes økonomi og betyde endnu
dårligere vilkår for de arbejdsløse og
langtidsledige, som er længst væk fra arbejdsmarkedet.
ALT er ikke overbevist om, at nærværende lovforslag vil
kunne kompensere de hårdest ramte kommuner i
tilstrækkelig grad, men mener, at det trods alt er et skridt
i den rigtige retning.
Det Konservative Folkepartis medlem af
udvalget har været imod den model for udligningsordningen,
som regeringen har lagt frem. KF er ikke enig i, at man skal bruge
udligningsordningen til at kompensere på den måde, der
er tiltænkt, og det har KF forsøgt at få
regeringen til at ændre opfattelse af. Det er imidlertid ikke
lykkedes.
KF kan samtidig konstatere, at Venstre og
Dansk Folkeparti fra den borgerlige lejr ikke støtter KF's
veto mod den ordning, der lå på bordet fra regeringens
side. På den baggrund har KF måttet vælge mellem
at stå uden for indflydelse eller at gå med og få
indflydelse på den aftale om en ny udligningsordning, der
skal laves i 2018.
KF er fortsat meget skeptisk og meget
kritisk over for udligningsordningen og dens måde at virke
på. Det giver f.eks. ingen mening, at Esbjerg Kommune er den
kommune af alle i hele landet, der kommer til at betale mest,
nemlig 28 mio. kr., hvilket er mere, end Gentofte Kommune skal
betale.
KF er endt med at gå med i aftalen
for at få indflydelse og for at lade de borgerlige stemmer
arbejde. KF håber at få en ordentlig udligningsordning
i 2018. KF vil bruge sine konservative kræfter og stemmer
på at få opfyldt dette.
Et mindretal i
udvalget (LA) instiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina
Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Mette Hjermind
Dencker (DF) Liselott Blixt (DF) Jan E. Jørgensen (V) Britt
Bager (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Thomas Danielsen (V)
Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Mette
Abildgaard (KF) Karen J. Klint (S) Maja Panduro (S) fmd. Orla Hav (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Astrid Krag (S) Trine Bramsen (S) Yildiz
Akdogan (S) Rune Lund (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl (ALT)
Marianne Jelved (RV) Andreas Steenberg (RV) Trine Torp (SF) Karsten
Hønge (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 9 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 1
Bilagsnr. | Titel | 1 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 2 | Høringsnotat og høringssvar,
fra social- og indenrigsministeren | 3 | 1. udkast til betænkning | 4 | 2. udkast til betænkning |
|