B 4 Forslag til folketingsbeslutning om ny procedure for behandling af ansøgninger om efterforskning og indvinding af fossile energikilder på land eller nær kysterne.

Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2014-15 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 03-07-2015

Fremsat: 03-07-2015

Fremsat den 3. juli 2015 af  Søren Egge Rasmussen (EL), Stine Brix (EL), Maria Reumert Gjerding (EL) og Finn Sørensen (EL)

20142_b4_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 3. juli 2015 af  Søren Egge Rasmussen (EL), Stine Brix (EL), Maria Reumert Gjerding (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om ny procedure for behandling af ansøgninger om efterforskning og indvinding af fossile energikilder på land eller nær kysterne

Regeringen pålægges inden udgangen af 2015 at udarbejde en ny procedure for behandling af ansøgninger om efterforskning og indvinding af fossile energikilder på land eller nær kysterne. En ny procedure skal baseres på følgende ændringer:

1. Den ansvarlige minister skal orientere Folketinget om modtagne ansøgninger om efterforskning og eventuel indvinding senest 1 måned efter modtagelsen af sådanne, og inden myndighedsbehandlingen af ansøgningen sættes i værk. Orienteringen skal give et fyldestgørende billede af tekniske forhold, herunder indvindingsmetode som f.eks. fracking, og af, hvilke geografiske områder der potentielt berøres.

2. Licenser opdeles, så der i første omgang alene gives licens til efterforskning, og så der i givet fald skal søges om en ny licens til indvinding, når efterforskningen er afsluttet.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Under valgkampen har flere partier og folketingskandidater udtrykt, at det var en fejl at udstede licens til efterforskning og indvinding af skifergas i Nordjylland og Nordsjælland.

Det er endvidere blevet påvist, at den behandling, som Det Energipolitiske Udvalg havde af sagen i 2010, skete på et uoplyst grundlag, idet sagens akter på ingen måde gjorde opmærksom på, at licensen var knyttet til indvindingsmetoden »fracking«, som hidtil ikke har været anvendt på land i Danmark, og som er forbudt i en række lande pga. den særlige, problematiske teknik.

Efter det er blevet offentligt kendt, at der var tale om en licens, som vil betyde brugen af fracking, har der været en stadigt stigende folkelig protestbevægelse og en stigende politisk skepsis.

Med beslutningsforslaget indføres dels en tidlig information om, at en ansøgning er tilgået myndighederne, og hvad den indebærer, f.eks. om der tænkes anvendt fracking, og hvilket geografisk område ansøgningen omfatter, dels at licenser opdeles i efterforskning og i indvinding og ikke som nu en fælles licens, der dækker såvel efterforskning og indvinding. Formålet hermed er at indlægge en mulig politisk stopklods, inden der gives grønt lys til indvinding. Forslaget omhandler alene ansøgninger på land og i kystområder, hvor aktiviteterne kan påvirke den nærliggende lokale befolkning, f.eks. ved fracking inde under land.

Skriftlig fremsættelse

Søren Egge Rasmussen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om ny procedure for behandling af ansøgninger om efterforskning og indvinding af fossile energikilder på land eller nær kysterne.

(Beslutningsforslag nr. B 4)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.