B 3 Forslag til folketingsbeslutning om genbehandling af licensen til indvinding af skifergas i Nordjylland, når prøveboringerne er afsluttet.

Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2014-15 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 03-07-2015

Fremsat: 03-07-2015

Fremsat den 3. juli 2015 af  Søren Egge Rasmussen (EL), Stine Brix (EL), Maria Reumert Gjerding (EL) og Finn Sørensen (EL)

20142_b3_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 3. juli 2015 af  Søren Egge Rasmussen (EL), Stine Brix (EL), Maria Reumert Gjerding (EL) og Finn Sørensen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om genbehandling af licensen til indvinding af skifergas i Nordjylland, når prøveboringerne er afsluttet

Folketinget pålægger regeringen snarest at genbehandle licensen til indvinding af skifergas i Nordjylland, når prøveboringerne er afsluttet.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Under valgkampen har flere partier og folketingskandidater udtrykt, at det var en fejl at udstede licens til efterforskning og indvinding af skifergas i Nordjylland.

Det er endvidere blevet påvist, at den behandling, som Det Energipolitiske Udvalg havde af sagen i 2010, skete på et uoplyst grundlag, idet sagens akter på ingen måde gjorde opmærksom på, at licensen var knyttet til indvindingsmetoden »fracking«, hvilket hidtil ikke har været anvendt på land i Danmark, og som er forbudt i en række lande pga. den særlige, problematiske teknik.

Enhedslisten stemte som det eneste parti imod licensgivningen, jf. EPU alm. del (2009-10) - bilag 290. Det skete dog ud fra en generel modstand mod at udstede flere licenser til indvinding af fossile brændsler, ikke mindst i lyset af at FN's klimapanel har anført, at 75 pct. af de allerede kendte fossile reserver skal blive i jorden, såfremt klodens temperatur ikke skal stige mere end 2 grader - et mål, som også Danmark har tilsluttet sig. Der er derfor Enhedslistens holdning, at der ikke på dansk område eller af danske aktører skal jagtes yderligere fossile energireserver.

Efter det er blevet offentligt kendt, at der var tale om en licens, som vil betyde brugen af fracking, har der været en stadigt stigende folkelig protestbevægelse og en stigende politisk skepsis.

I februar 2013 under Folketingets behandling af Enhedslistens beslutningsforslag nr. B 65 »Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod efterforskning og indvinding af skifergas« udtrykte flere ordførere, at man ikke ville forholde sig hertil, men derimod afvente resultatet af prøveboringerne. De følgende citater er hentet fra behandlingen af B 65:

Daværende klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard udtalte således, at »Regeringens linje i forhold til skifergas er klar: Vi ønsker at få undersøgt, både om der er et potentiale for produktion af skifergas i Danmark, og om en sådan indvinding kan gennemføres miljømæssigt fuldt forsvarligt.« Ministeren sagde samtidig: »Men jeg vil gerne give det helt ultimative tilsagn herfra, at der ikke bliver igangsat nogen skifergasproduktion i Danmark, hvis ikke vi er fuldstændig sikre på, at det kan gøres miljømæssigt forsvarligt.«

Heri ligger således et løfte om, at der skal ske en ny politisk behandling, når »undersøgelsen« er færdig.

Daværende ordfører for Venstre Lars Christian Lilleholt udtalte: »Venstre er i den her sag sådan set meget på linje med klima- og energiministeren. Vi skal undersøge mulighederne . . . . så derfor kan vi støtte, at vi fortsætter med at undersøge mulighederne. . .«.

Daværende ordfører for Socialdemokratiet Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte: »Derfor skal vi først tage endelig stilling til, om vi kan udvinde skifergas, når vi har den fornødne viden om de risici, der er forbundet med udvinding.«

Daværende ordfører for Radikale Venstre Rasmus Helveg Petersen udtalte: »Vi ønsker at undersøge, om der er skifergas i Danmark, og vi vil ikke medvirke til at trække efterforskningstilladelserne tilbage.«

Det er Enhedslistens opfattelse, at de tre partier Venstre, Socialdemokratiet og Radikale Venstre her lægger op til, at licenserne skal forstås således, at der skal gennemføres en politisk beslutning vedrørende indvinding, når »undersøgelserne« er færdige.

Ifølge daværende ordfører Mikkel Dencker støtter Dansk Folkeparti en udvinding af skifergas, men han udtaler alligevel en forventning om, at der skal ske en politisk behandling inden: »Derfor er vi også trygge ved, at det bliver undersøgt rigtig godt og til bunds, så vi i den sidste ende får et beslutningsgrundlag for, om det er noget, der skal gås videre med.«

Daværende ordfører for SF Steen Gade udtalte: »Hovedsvaret til hr. Per Clausen her er jo, at vi skal kigge på det konkret. Vi har en prøveboring i gang, så får vi nogle resultater, og så ved vi, om der f.eks. er gas, så ved vi, om der er en risiko for, at der også er noget uran, som kan rejse nogle problemstillinger, om der er en risiko for grundvandet osv. osv.«

Også DF og SF lægger således her op til, at der kommer en politisk proces, når prøveboringerne er overstået.

Problemet er imidlertid, at de givne licenser omfatter såvel efterforskning som indvinding. Der er dermed ikke indbygget nogen kommende politisk stillingtagen til indvinding. Det er med de givne licenser alene op til licenshaverne at beslutte, om der skal ske indvinding, med mindre det med et flertal bag dette beslutningsforslag besluttes, at licensen til indvinding skal genbehandles, når efterforskningen er afsluttet og licenshaverne ønsker at gå videre med indvinding.

Samtidig med fremsættelsen af dette beslutningsforslag har Enhedslisten fremsat beslutningsforslag nr. B 2, som skal ses som et alternativ. Nærværende forslag er det mindst vidtgående, idet det ikke stopper prøveboringerne, men indebærer, at licensen til indvinding kræver fornyet politisk behandling i Folketinget, såfremt licenshaverne i forlængelse af efterforskningen ønsker at udvinde skifergas.

Beslutningsforslag nr. B 2 er et mere vidtgående forslag, der vil betyde, at efterforskningsboringerne stoppes, og at der gives bemyndigelse til regeringen til at indlede forhandling om et erstatningsbeløb, der kan dække licenshavernes dokumenterede omkostninger.

Med de to beslutningsforslag er det sigtet at give partierne mulighed for at beslutte, om og i hvilket omfang de ønsker skifergasaktiviteter på dansk jord.

Skriftlig fremsættelse

Søren Egge Rasmussen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om genbehandling af licensen til indvinding af skifergas i Nordjylland, når prøveboringerne er afsluttet.

(Beslutningsforslag nr. B 3)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.