Ja, mange tak.
Med finanslovsforslaget for 2015 var finanspolitikken tilrettelagt, så den fuldt ud udnyttede de manøvremuligheder, der var til rådighed, og gik helt til grænserne i budgetloven og stabilitets- og vækstpagten.
På den måde var det strukturelle underskud vurderet til ½ pct.
af BNP i 2015, og det faktiske underskud var vurderet til 3 pct.
af BNP i 2015.
Det var et bevidst valg, som regeringen traf, for at finanspolitikken i videst muligt omfang kunne understøtte væksten og beskæftigelsen inden for rammerne af en ansvarlig finanspolitik.
Den linje i finanspolitikken har vi fastholdt med den finanslovsaftale, som regeringen indgik med Enhedslisten og SF.
Det er en ambitiøs aftale, og det er også en ansvarlig aftale.
Den opfylder kravene i budgetloven, den overholder udgifter lofterne, og der er ikke nogen huller i dens finansiering.
Vi opfylder også målene om sunde offentlige finanser i vores 2020-plan, og vi planlægger den økonomiske politik, så der er holdbarhed på sigt.
Og så er der ikke mindst strukturel balance på de offentlige finanser i 2020.
Hvad angår 3-procentsgrænsen for den faktiske saldo i EU's stabilitets- og vækstpagt, er det jo rigtigt, at lavere vækst i økonomien og lavere oliepris i forhold til augustvurderingen isoleret set øger risikoen for, at underskuddet på den faktiske saldo overskrider 3 pct.
Men regeringen har allerede forholdt sig til den risiko for, at det faktiske underskud kunne blive større, end der var lagt til grund i august, og det gjorde regeringen allerede i begyndelsen af oktober.
Det var baggrunden for, at regeringen med SF og Enhedslisten aftalte at gennemføre en pensionspakke.
Med pensionspakken indføres en tilskyndelse til lidt tidligere udbetaling af midler i LD, og muligheden for omlægning af kapitalpension til en alderspension med skattebegunstigelse udstrækkes til og med 2015.
Den her pensionspakke skønnes at forbedre den offentlige saldo med 3/4 pct.
af BNP i 2015 svarende til 15 mia.
kr.
Dermed er der etableret en sikkerhedsmargin til underskudsgrænsen for det faktiske underskud, og dermed er risikoen for, at Danmark modtager en ny EU-henstilling på baggrund af størrelsen af det faktiske underskud i 2015, minimeret.
Endelig skal det bemærkes, at jeg gerne vil gøre spørgeren opmærksom på, at i Europa-Kommissionens efterårsprognose, der blev udgivet tidligere på måneden, har Europa-Kommissionen jo taget højde for de lidt svækkede internationale konjunkturer og andre nye og relevante informationer, herunder også regeringens pensionspakke, og der vurderer Europa-Kommissionen det danske faktiske offentlige underskud til 2,3 pct.
af BNP i 2015.
Dermed er det Europa-Kommissionens vurdering, at det offentlige underskud holder sig på den rigtige side af 3-procentsgrænsen i 2015.