Spm. nr. US 38

Tak for det. Jeg vil også godt starte med at understrege, at det var en fantastisk oplevelse at følge demonstrationen i Paris. Jeg tager det som et udtryk for det, som jeg også prøvede at pege på i partilederrunden på Danmarks Radio, nemlig at man ikke kan vinde over demokratiet og ytringsfriheden. De værdier, som vi sidder med i Europa og i den vestlige verden, kan man ikke vinde over på den lange bane. Det betyder ikke, at vi ikke kan være under pres undervejs, og det har vi også været på tidligere tidspunkter både under anden verdenskrig, men også op igennem ikke mindst 1970'erne. Der har været anslag og krænkelser af det ligeværd, som vi bygger vores samfund på. Så det er vigtigt at sende et signal, synes jeg, ud i hele landet og ikke mindst til vores unge, som jeg ved diskuterer det her på kryds og tværs, og som med god grund kan være bekymret over det, som foregår. Det er vigtigt at sende et signal om håb og vilje til, at vi vinder også den her kamp. Det gør vi bl.a. ved at stå sammen.

Det er også det signal, som jeg har hørt tydeligst i dag og i dagene efter det forfærdelige terroranslag. Jeg er glad for, at hr. Lars Løkke Rasmussen og også fru Pia Olsen Dyhr rejste det spørgsmål, som jeg også forsøgte at rejse under partilederrunden, nemlig om vi ikke hurtigt kan få en indkaldelse fra statsministeren til en fælles drøftelse partierne på tværs. Jeg kan forstå, og det vil jeg godt have bekræftet, at der i hvert fald er kommet et løfte om, at når de informationer, som statsministeren i øjeblikket er ved at indhente, ligger på statsministerens bord, bliver vi indkaldt på det tidspunkt. Det vil jeg godt have en bekræftelse på. Og så vil jeg godt trods alt igen have en uddybning af, hvorfor vi ikke godt kan tage det møde med det samme. For alene i den debat, som vi har haft nu her i salen i dag, er det jo tydeligt, at der er forskellige ting, som bekymrer os. Der er nogle fællesnævnere, men der er også forskellige ting og forskellige vinkler, vi har til det. Det må da trods alt også være en gave til statsministeren, at vi alle sammen rækker hånden frem og siger: Kan vi ikke godt komme til et møde? Men vi ved jo også godt, at det er statsministeren, der skal tage initiativ til mødet. Så hvorfor ikke tage det initiativ i dag i stedet for at vente?

Statsministeren.

Jeg kan jo bedre lide resultater end show, og derfor tror jeg, det er langt mere nyttigt, at vi oven på de begivenheder, der har været i Paris, spørger os selv, om der er noget, vi kan lære af de begivenheder. Det kræver, at vi får et fuldstændigt overblik over begivenhederne i Paris, og at vi derefter – og det er de danske myndigheder, der skal gøre det – får et svar på, om der er ting, vi i Danmark skal se på om der kan være behov for at styrke. Der kan være et behov for at styrke vores tjenester, politiet, Forsvarets Efterretningstjeneste, og der kan være behov for nye beføjelser. Jeg tror, det er vigtigst at få stillet det spørgsmål og få klarlagt det.

Oven på det er det selvfølgelig naturligt at tage en samtale med Folketingets partier, og jeg synes jo, at når vi lytter til debatten i dag, og også den debat, der har været i løbet af ugen, hører man så entydigt, at der er opbakning til vores ytringsfrihed, vores demokrati, vores frihedsrettigheder og den måde, vi gerne vil have at Danmark skal være på. Der er en grundlæggende bund af enighed om, hvor vi gerne vil hen. Derfor taler jeg meget gerne med Folketingets partier videre. Jeg tror bare, at man skal gøre tingene i den rigtige rækkefølge, altså at man først får myndighedernes vurdering af, om der er behov for nye tiltag, og derefter tager vi helt naturligt en samtale med hinanden i Folketinget.

Hr. Anders Samuelsen.

Det er jo statsministeren, som tilrettelægger det her forløb. Men jeg synes alligevel, at en ting er at vælge at insistere på den rækkefølge, som statsministeren gør. Noget andet kunne være at kigge på, hvem det er, der trods alt er de politiske ledere i det her land. Det er jo os, der er de politiske ledere. Uanset om man sidder i opposition eller man sidder i regering eller man er statsminister, så er man en del af eller leder af et politisk parti, som definerer og i den sidste ende også beslutter gennem Folketinget, hvad der er rammerne for vores demokrati.

Derfor er der i allerhøjeste grad behov for en fælles, åben politisk drøftelse. Der er emner, som er blevet rejst af andre her i salen i dag, men der er mange andre ting på spil. Vi kan diskutere og være enige om, at vi skal værne om ytringsfriheden, men der er også en diskussion om, hvordan vi kan udvide ytringsfriheden. Spørgsmålet om blasfemiparagraffen er et eksempel på det. Der er også et spørgsmål om, hvordan vi kan værne om hinanden, og her er der ikke nødvendigvis et behov for, at vi afventer, at statsministeren indhenter informationer. Hvad kan vi gøre i forhold til indrejseforbud? Det er en drøftelse, som er aktuel, og det samme gælder strengere straffe for folk, som forbryder sig mod demokratiet. Eller helt konkret: Hvorfor er det, religiøse forkyndere f.eks. har nemmere adgang til at få opholdstilladelse i Danmark, end alle andre har? Så der er en bred vifte af emner. Hvordan værner vi om os selv, og hvordan udvider vi ytringsfriheden? Det er jo politiske drøftelser, som vi lige så godt kunne tage nu og her, ikke mindst i en tid, hvor vi faktisk står sammen, og i en ånd af sammenhold.

Statsministeren.

Jeg har meget vanskeligt ved at se, hvorfor ét møde skulle kunne løse alle de her udfordringer. Jeg taler gerne med Folketingets partier. Det gør jeg også om de her spørgsmål, men vi har jo løbende disse debatter. Bare i den her uge – er det i dag eller i morgen? – har vi en debat om Grimshøjmoskeen i Folketingssalen, så vi taler jo løbende om de her spørgsmål.

Jeg mener, at det, vi skal nu, er at gå alvorligt og konkret til værks. Derfor har jeg bedt myndighederne om at vurdere, om der er behov for yderligere redskaber. Når vi har den vurdering, taler jeg naturligvis med Folketingets partier om det. Det er og bliver den rigtige fremgangsmåde, hvis vi gerne vil være resultatorienterede og ikke bare er interesseret i et møde, hvor det skal handle om alle mulige ting. Vi ønsker konkrete resultater, og vi ønsker selvfølgelig at drøfte det her med Folketingets partier på en oplyst og ordentlig baggrund. Så det er den måde, jeg tilrettelægger arbejdet på.

Så er det hr. Anders Samuelsen for sidste runde.

Det er så nok ikke et spørgsmål, men blot en konstatering af og en accept af, at det selvfølgelig er statsministeren, der tilrettelægger det her og må gøre det i den rækkefølge. Jeg synes blot til sidst, at det er ærgerligt, at man, når nu der fra en så bred vifte af partier er en hånd, der bliver rakt frem, ikke bare tager imod den. Altså, hvad går der dog af en ved at gøre det? Er det bare et udtryk for, at proceduren er forkert, hvis forslaget kommer fra det forkerte sted og det ikke kommer fra statsministeren? Hvad ved jeg? Det er fint nok, vi ses jo så i hvert fald, efter at informationerne er indsamlet, for så bliver der kaldt på os, og det vil jeg så se frem til. Tak for ordet.

Statsministeren.

Jamen jeg er da glad for, at der ikke er ét svar på de her ting, og at hr. Anders Samuelsen har erkendt, at der ikke kun er ét svar. Jeg tror, at det, der er vigtigt nu, er alvor og konkrete bud på, hvad der kan gøres, og det er den proces, jeg lægger op til.

Vi har afbud fra Det Konservative Folkepartis politiske ordfører til spørgetimen, så hermed er spørgetimen afsluttet.