Jeg er fuldstændig enig med statsministeren i, at vi skal tage terrortruslen dybt alvorligt.
Det, vi har været vidne til i Frankrig, er forfærdeligt.
Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes og er en helt central del af vores frie og demokratiske samfund.
Der er jo grupper, f.eks.
Islamisk Stat, al-Qaeda og folk, der er inspireret af dem, der begår vold, terror og andre grusomme handlinger begrundet i en perverteret form for islam.
Det skal vi klart og entydigt bekæmpe både ude i verden, men altså også herhjemme.
Efter et så frygteligt angreb på vores samfundsmodel og grundlæggende værdier er det vigtigt, at vi står sammen på tværs af politiske skel, og måske skal vi i virkeligheden hæve os over de politiske uenigheder og gøre det, der virker, det, der forhindrer nye terrorangreb, og som forhindrer, at unge bliver fristet til at opsøge de her ekstremistiske miljøer, også i Danmark.
Det er derfor vigtigt, at vi ikke opdeler folk i religion, men i dem, der bakker op om demokratiet og de demokratiske værdier og de frie samfund, og i dem, der undergraver demokratiet og er antidemokratiske i deres tankegang.
Det er der, hvor stregen skal slås.
Vi skal derfor sætte hårdere ind mod ekstremistiske miljøer, som vi også har i Danmark.
Og vi skal gennemgå – og det er jeg glad for at statsministeren også understregede i sin indledning – om PET har de fornødne ressourcer og den politiindsats, der skal laves, og på den baggrund se, om vi kan gøre tingene bedre.
Jeg vil derfor gerne sige tak til statsministeren for, at hun deltog i demonstrationen i Paris.
Det skabte nyt håb at se så mange mennesker på gaden sammen, over 3,5 millioner mennesker, tror jeg at der var tale om.
Det skaber nyt håb om, at vi kan løse det her sammen både i Europa, men måske også i Danmark, og derfor vil jeg gerne spørge statsministeren, hvad hun vil gøre for at samle så bred opbakning i Folketinget som muligt om en fælles indsats ud over lovforslaget om syrienskrigerne, så vi både kan sikre vores tryghed og forhindre, at folk radikaliseres af formørkede religiøse kræfter og opfordres til at udføre terrorhandlinger eller drage i hellig krig.