Spm. nr. US 35

Tak for det, formand, og tak til statsministeren for indledningen til spørgetimen.

Det er jo første gang, Folketinget er samlet efter tragedien i Frankrig i sidste uge, og derfor er det efter vores opfattelse helt naturligt, at vi dvæler ved det, og at vi også husker på, at der ikke bare var folk, der blev dræbt i Frankrig i sidste uge; der er pårørende, der nu savner nogen; der er et samfund i chok.

Jeg synes også, det er vigtigt at minde om, at det, der er sket, jo ikke er et angreb alene på Frankrig og franske værdier. Det er jo et anslag mod vestlige demokratier og vores værdier i al almindelighed og dermed også et anslag mod Danmark og de ting, vi står for i Danmark. Derfor synes jeg også, det er på sin plads, at der kigges på, om der skal flere ressourcer, nye redskaber til de folk, vi har i Danmark, til at arbejde mod ekstremistiske folk, ekstremistiske miljøer – og det er, uanset om det er politi i al almindelighed, PET eller FE, som statsministeren også er inde på, både når det gælder nye redskaber og nye ressourcer.

Jeg synes også, det er godt, at statsministeren siger, at regeringen vil se på de nye redskaber med et åbent sind. Jeg håber, det betyder, at nogle af de ting, regeringen også tidligere har afvist at bruge til at bekæmpe ekstremisme i Danmark, er inkluderende, altså at man ser på tingene med et åbent sind.

Det, der så kunne være nyttigt i forbindelse med spørgetimen her, er at finde ud af, om vi ser nogenlunde fælles på den store udfordring, som vi står over for i den vestlige verden og i Danmark. Derfor vil jeg gerne stille et spørgsmål til statsministeren om, om hun og regeringen ser på ytringsfriheden i Danmark på samme måde som eksempelvis Jyllands-Postens administrerende direktør, som på baggrund af det, der skete i Frankrig, netop sagde, at ytringsfriheden er truet som aldrig før. Det pres mærker alle, særlig folk på Jyllands-Posten.

Altså, ytringsfriheden er truet som aldrig før. Det er jo i forbindelse med, at avisen vælger at sige, at man ikke gør det, man måske ellers ville have gjort, fordi man simpelt hen tænker på sit bladhus og sine medarbejdere og ønsker at beskytte dem. Det kan man jo sagtens forstå – det er der ikke noget mærkeligt i – men det betyder så også bare, at den formelle ytringsfrihed, vi godt nok har, måske i realiteten ikke er der, for i realiteten er der folk, der afholder sig fra at gøre det, de ellers ville have gjort, simpelt hen af frygt. Så er statsministeren enig i, at det er situationen i dagens Danmark i dag?

Statsministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at terrorangrebet i Frankrig er et rædselsfuldt og meget kontant udtryk for, at ytringsfriheden og dermed også demokratiet er under angreb. Der er nogle, der gerne vil vores ytringsfrihed og vores demokrati, vores frihed til livs, og de angriber de steder, hvor de mener det kan ske. Der er radikaliserede personer og grupper, der er ude efter at angribe vores ytringsfrihed.

Derfor synes jeg også, det er så vigtigt med en demonstration som den, der var i søndags, hvor over 1 million mennesker – jeg har ikke helt styr på, hvor mange mennesker der var – markerede, at man ikke kan tage ytringsfriheden fra os. Vi er et åbent, frit samfund, som vil have ytringsfrihed, som vil have pressefrihed, og vi opfatter det ikke som et individuelt gode, som den enkelte skal kæmpe for, men tværtimod som et kollektivt gode, som vi skal kæmpe for sammen.

På den måde synes jeg der er en meget klar linje i det svar, vi har givet fra ikke bare Vestens side, men fra alle dele af verdens side, nemlig at vi godt ved, at der er nogle, der vil angribe vores ytringsfrihed. Vi accepterer det ikke, og vi kæmper for vores ytringsfrihed.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak – også for svaret, selvfølgelig. Det, der vel er sagen her, er jo, at det ikke er en diskussion om, hvorvidt der er formel ytringsfrihed, for det har vi jo selvsagt også i Danmark; det afgørende her er vel, om ytringsfriheden er reel, altså om medieverdenen – uanset om man er skribent eller man er tegner – pålægger sig selv en censur, der betyder, at ting, man ville have gjort, hvis man ikke levede i frygt, gør man ikke netop på grund af frygten.

Det, som Jyllands-Postens chefredaktør meget åbenhjertigt, synes jeg, og egentlig meget ærligt går ud og siger, er, at bladet foretager sig dispositioner, som de ikke ville have gjort, altså handler anderledes på grund af den her frygt. Det vil sige, at vi som samfund ikke er i stand til at yde dem den følelse af beskyttelse, der gør, at de faktisk bruger den ytringsfrihed, de formelt har, og dermed er ytringsfriheden vel ikke reel.

Det, som jeg i virkeligheden gerne ville have statsministerens svar på, for at finde ud af, om vi ser ens på den trussel, vi står over for, er, om statsministeren er enig i det synspunkt, som her bliver gjort gældende, nemlig at ytringsfriheden i dag er begrænset, desværre, af den frygt, som mange lever med, og af den selvcensur, som der derfor bliver udøvet.

Statsministeren.

Jyllands-Posten er i en helt særlig situation, og jeg har godt set i den forløbne uge, at f.eks. fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti havde mange gode råd til, hvad Jyllands-Posten skulle trykke eller ikke trykke. Men man er nødt til at have respekt for, at Jyllands-Posten er i en særlig situation, og at de udtaler sig, som de gør. Jeg synes på mange måder, at det er lidt underligt, at man har lyst til at drive så meget politik på, hvad lige præcis Jyllands-Posten gør eller ikke gør, og har så faste holdninger til, hvad Jyllands-Posten skal trykke eller ikke trykke.

I forhold til det her med selvcensur tror jeg ikke der kan være to holdninger til, at der selvfølgelig er en enorm risiko for, at man begynder at pålægge sig selv censur, i forhold til hvad man kan gøre og ikke gøre, og måske er det den allerstørste fare i den her situation. Jeg må så også konstatere, at når jeg ser de danske aviser, de danske medier – det er ikke sådan, at jeg har set resten af verdens aviser, men kigget på noget af, hvad der foregår i resten af verden – så bruger vi jo vores ytringsfrihed på den måde, vi gerne vil.

Så jo, der er en risiko for selvcensur. Jo, der er nogle, der gerne vil vores ytringsfrihed til livs. Men det svar, vi har set fra Europas side i den sidste uge, er, at vi bruger vores ytringsfrihed, og det skal dem, der er ekstremister og ønsker at bestemme det her, ikke bestemme.

Hr. Kristian Thulesen Dahl, sidste omgang.

Jeg synes faktisk, det er noget beklageligt, at statsministeren her i den alvorlige debat fordrejer det og svarer på noget andet end det, jeg spurgte om. Jeg har ikke her udtrykt nogen som helst henstilling om, hvordan Jyllands-Posten skal agere. Jeg kommer her med et spørgsmål til statsministeren på baggrund af det, Jyllands-Posten fortæller offentligheden er baggrunden for den måde, de agerer på. Jeg synes egentlig, at statsministeren skal svare på det, statsministeren bliver spurgt om, frem for at forsøge at fordreje det.

Statsministeren siger, at der er en risiko for selvcensur, men det, jeg spørger om, er, om statsministeren vil erkende, at der finder selvcensur sted – og det er jo noget andet, end at der er risiko for selvcensur. For så er vi jo kommet derud, hvor vi ikke har en ytringsfrihed, der er reel, for i hvert fald en dels vedkommende. Vi har den godt nok formelt, men ikke reelt, og så står vi i en værre situation, kan man sige, end hvis der, i citationstegn, blot var en risiko – det er hårdt nok.

Men hvis vi allerede er kommet dertil, at vi erkender, at der er mediehuse, der foretager selvcensur på grund af frygt, og ikke fordi de vurderer, at det ville være forkert af dem at skrive det ene eller det andet – det må de jo vurdere fuldstændig selv – altså simpelt hen på grund af frygt, så har vi jo ikke givet dem den sikkerhed, der er tilstrækkelig, for at de kan udøve deres ytringsfrihed. Det er det, jeg stiller spørgsmål til statsministeren om: Er statsministeren enig i, at det er der, det danske samfund er i dag, januar 2015?

Statsministeren.

Hr. Kristian Thulesen Dahl beskylder mig for at forvrænge tingene, men det er jo faktisk hr. Kristian Thulesen Dahl, der gør det. For jeg siger, at Jyllands-Posten er i en helt særlig situation. De er i en helt særlig sikkerhedsmæssig situation; det har de selv erkendt.

Det, jeg synes har været ubehageligt i løbet af den seneste uge, er, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti – og jeg kan høre, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke ønsker at gentage det i dag – har forsøgt at sige til alle danske medier, hvad man helt præcis synes de skulle trykke. Det er jo det, der er den store misforståelse i det her. Ytringsfriheden handler ikke om, at politikere skal fortælle et magasin, et medie, hvad det skal trykke; den handler om, at der på hver enkelt medie sidder en redaktion, som diskuterer med sig selv om, hvad de vil trykke.

Det er mit indtryk, at danske medier, måske på nær Jyllands-Posten, som er i en særlig situation, har trykt præcis det, de gerne ville i løbet af den her uge, og har udtrykt sig på den måde, de gerne ville. Hvorfor Dansk Folkeparti skal så splid i den her situation og forlange noget af medierne synes jeg står lidt uklart efter den forløbne uge.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr som SF's leder.