Tak for det.
Så tror jeg, jeg vil skifte emne – også for ikke at udfordre den imødekommenhed, statsministeren har udvist på det første punkt, mere, end hvad godt er, altså for at undgå at lukke døre.
Det er meget positivt, at statsministeren på vegne af regeringen markerer en åbenhed over for at diskutere det her konkrete forslag, som man indtil videre i hvert fald har afvist.
Statsministeren opholdt sig jo også ved, at 2015 er et valgår, og om nogen er det statsministeren, der med sig selv ved, hvornår tidspunktet for valget skal være.
Vi er i sagens natur klar, men vi er jo også klar til at udfylde vores parlamentariske ansvar, indtil det måtte behage statsministeren at udskrive et valg.
Der må jeg sige, at i forhold til det, statsministeren sagde her, bekymrer det mig lidt, at statsministeren siger, at man inden for nogle måneder vil komme med nogle vækstinitiativer.
Det er unægtelig et udtryk for en anden aflæsning af, hvor Danmark er, end den, jeg i hvert fald selv har.
Regeringen har nu ad otte omgange nedjusteret vækstskønnene, og vi skulle gerne undgå, at det sker en niende gang.
Vi kommer ind i 2015 i økonomisk slæbegear, og der er flere steder i landet, hvor der har været diskuteret beskæftigelsesnedgang.
Det kan godt være, at arbejdsløsheden er faldet, men der har været beskæftigelsesnedgang, fordi der sker affolkning; der er steder i Danmark, hvor det bestemt er svært at få øje på optimismen.
Når man taler om, at der er et Danmark, man kender, så er der måske i virkeligheden mere end et Danmark.
Der er i hvert fald egne i Danmark, der er i bakgear og præget af mismod.
Jeg synes, det skriger på, at vi handler.
Og bare for at være konkret vil jeg nævne landbruget.
Vi har et landbrug, som i øjeblikket er trængt og taber indtjening.
Det er bl.a.
på grund af situationen i Ukraine, som jo ikke er selvforskyldt, og snigende gældsgrader.
Rundtomkring i landet har vi banker og sparekasser, og den sektor er en enormt eksponeret sektor.
Jeg synes, det kalder på handling, og jeg vil gerne bare til en indledning spørge statsministeren, om statsministeren er enig i, at vi her står med et betrængt erhverv, som vi sidste år alle sammen var enige om havde et betydeligt vækstpotentiale – og jeg kvitterer også for de initiativer som regeringen har taget, og dem, som vi har taget sammen – men som altså i den øjeblikkelige situation er meget trængt med risiko for negativ afsmittende effekt, også for den finansielle sektor.
Deler statsministeren den vurdering, at dansk landbrug er trængt, og hvilke overvejelser gør statsministeren sig i givet fald så i den forbindelse?