Jeg synes, det er godt, at ministeren melder ud, at man er klar til at se på den mulighed.
Det er jo helt rigtigt, som ministeren siger, at det her forslag er specielt aktuelt efter terrorangrebet i København, der jo desværre viste sig at være svært at efterforske i situationen, fordi politiet måtte bruge kostbar tid på at køre rundt på gaderne, bl.a.
på Østerbro, for at spotte offentlige overvågningskameraer under hele den her situation.
Det kunne man have sparet, hvis man havde haft et register, så man præcis vidste, hvor der er videoovervågning.
Det er jo desværre sådan, at politiet ikke har noget centralt register over, hvor de forskellige overvågningskameraer befinder sig.
Derfor synes vi i Dansk Folkeparti, at det er ønskværdigt, at man opretter et sådant register over tv-overvågningsudstyr, så politiet kan efterforske lignende sager i fremtiden.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, hvad ministeren ser som en mulighed her, og hvad tidshorisonten er for at etablere sådan noget.
Det er jo allerede sådan, at mange af de her oplysninger findes.
De indgår bare ikke i et centralt register.
Ville det ikke være formålstjenligt med et sådant, når vi nu ser, at Danmark desværre er blevet ramt af terror, og at risikoen er, at der er andre, der får de samme ideer, desværre?
Og er det så ikke noget, det haster med at få etableret?
Lad mig nævne, at Københavns Politis vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen jo meget klart netop sagde, at det kunne være meget ønskværdigt, og at det ville spare vigtige ressourcer og tid i situationen, hvis man havde oplysninger om sådan noget overvågning.