Jamen jeg skal da være den første til at kvittere over for alle parter, der medvirkede til, at linjeføringen endelig blev lagt på plads – det har vi i den grad ventet på, og det er kun supergodt.
Men så er det jo også vigtigt, at vi ikke bare når dertil, hvor linjeføringen kommer på plads og der er nogle, der får mulighed for at få forlodseksproprieret deres ejendom.
Det er ganske glimrende, at det sker, men problemet er altså at komme fra den ene side af Limfjorden til den anden.
Det er problemet.
Der er i dag 74.000 biler, der benytter tunnelen.
Grænsen er på 80.000.
Det vil sige, at allerede i dag har vi det, som Vejdirektoratet kalder for kritisk trængsel i myldretiden.
Man forudser faktisk, at kapaciteten er opbrugt om 5 år.
Det er såmænd derfor, at jeg tillader mig at afæske ministeren et svar på, hvordan ministeren egentlig ser etableringen af den tredje Limfjordsforbindelse.
Indtil nu har jeg hørt, at det er godt, at vi får linjeføringen på plads.
Det er vi helt enige i.
Men når jeg spørger lidt dybere ind til det her, skal det ikke være nogen hemmelighed, at der jo var nogle af ordførerne, der måske i sidste øjeblik skiftede mening – og tusind tak for det.
Men de har i hvert fald udtalt til pressen, at når de skiftede mening, var det i højere grad, for at det nu skulle være muligt at få, om jeg så må sige, tilfredsstillet disse lodsejere, der kunne få deres ejendomme forlodseksproprieret via linjeføring.
Og så må vi i øvrigt vente og se med hensyn til selve forbindelsen.
Det sidste synes jeg er dybt, dybt betænkeligt, og det er derfor, jeg spørger, hvordan ministerens personlige holdning er til at komme videre i den her sag.
Vil ministeren foretage sig noget, og kan vi forvente nogle udspil her fra regeringens side?