Spm. nr. S 690

3) Til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af:

Karin Nødgaard (DF) (medspørger: Pia Adelsteen (DF) ) :

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at de lukningstruede mandekrisecentre overlever, og vil ministeren arbejde for at sætte mandekrisecentre på finansloven og dermed ligestille kvinde- og mandekrisecentre?

Værsgo.

Tak. Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at de lukningstruede mandekrisecentre overlever, og vil ministeren arbejde for at sætte mandekrisecentre på finansloven og dermed ligestille kvinde- og mandekrisecentre?

Ministeren.

Tak for spørgsmålene. Jeg vil prøve at sætte en ramme til at starte med. Som bekendt har vi i fællesskab i satspuljekredsen afsat 10 mio. kr. til en ansøgningspulje målrettet indsatsen for mænd i krise. Ansøgningspuljen er netop offentliggjort, og organisationer, herunder de eksisterende mandekrisecentre, kan nu ansøge om støtte. Med puljen og de opstillede kriterier sikrer vi os, at de bedst egnede indsatser for mænd i krise modtager støtte, og vi sørger sådan set også for en proces, som er lige og fair for alle ansøgere.

De eksisterende mandekrisecentre har i løbet af de sidste 9 år tilsammen modtaget godt 60 mio. kr. i støtte fra satspuljen. Siden 2009 for mandecenteret Fundamentets vedkommende og 2010 for de øvrige mandekrisecentres vedkommende har vi stillet krav om, at centrene forankrede deres indsats uden for satspuljeregi. I den periode har vi støttet centrene med næsten 35 mio. kr.

Kravet om, at centrene skulle tage ansvar for forankringen af deres indsats såvel som organisation finansielt har de altså kendt til rigtig længe. Så skal vi også huske på, at kvindekrisecentrene blev oprettet i 2004, fordi man vurderede, at voldsramte kvinder og deres børn ofte befinder sig i en yderst sårbar situation, og at det derfor ikke var hensigtsmæssigt, at de skulle tage ophold sammen med mænd. Derudover skal vi huske på, at kvindekrisecentrene modtager kvinder, der har været udsat for vold og trusler. Mænd, der på grund af sociale problemer ikke kan være derhjemme, herunder krise- og voldsramte mænd, har mulighed for at tage ophold på § 110-tilbud og tilbydes den støtte og omsorg og efterfølgende hjælp, som de har behov for.

Der er altså ikke tale om, at mænd ikke kan modtage tilbud om hjælp og støtte på samme vis som kvinder, der tager ophold på et kvindekrisecenter. Det afgørende for mig er, at mænd, der udsættes for vold, får den hjælp og støtte, de har brug for, og at mænd i krise kan søge relevant støtte og rådgivning. Det er også derfor, vi i satspuljekredsen alle sammen var enige om at afsætte midler i en ansøgningspulje, ligesom vi har afsat 19 mio. kr. til et initiativ om ambulant rådgivning og sociale indsatser til voldsudsatte mænd og kvinder samt voldsudøvere.

Endelig sætter regeringens nationale handlingsplan om vold i familien og i nære relationer særlig fokus på voldsramte mænd gennem rådgivning, behandling og forsøg med botilbud. Vi er alle sammen interesserede i, at voldsudsatte mænd og mænd i krise får den rette hjælp, og med de mange igangsatte initiativer synes jeg sådan set også at vi har et godt grundlag for at udvikle indsatserne. Det synes jeg vi sammen selvfølgelig skal følge rigtig, rigtig tæt.

Fru Karin Nødgaard.

Tak. Jamen tak for det historiske rids af, hvordan det er forløbet med bevillinger osv., men faktum er lige nu, når vi står her i dag, at vi står i en situation, hvor vi hører, at de her mandekrisecentre er i fare for at lukke faktisk måske allerede en af de kommende dage, uger osv., og det er dér, jeg synes, jeg mangler lidt handling. I forbindelse med en udtalelse, ministeren kom med for omkring halvandet år siden i Kristeligt Dagblad, hvor der faktisk blev sagt, at man ville gøre nogle ting, at det var meget vigtigt, at det var en alvorlig situation, at så mange mænd stod i en krise, at 80 pct. af de hjemløse var mænd, og at vi selvfølgelig skulle handle på det. Og der er det, jeg egentlig gerne vil høre ministeren om, hvorledes ministeren egentlig så føler at det er gået med den måde, man har handlet på.

For det er helt korrekt, at vi har afsat nogle midler – knap 10 mio. kr. over en 4-årig periode i satspuljen til mænd i krise osv., som der var bred enighed om – men faktum i dag er jo bare, at vi ser, at der er så mange mænd, som faktisk falder uden for. Og selv om ministeren også siger om kvinderne, at de er i en yderst sårbar situation, og at det er derfor, man har kvindekrisecentre osv., jamen så er de her mænd i hvert fald også i en yderst sårbar situation.

Vi ved, at de her mænd ofte er nogle, som det kommer helt bag på, at hustruen forlader dem. De står uden bolig; de bliver ramt af depression; de har det svært med at agere som fædre til de børn, der eventuelt kan være osv. Der er så mange afledte ting. Og der er det egentlig bare, at jeg gerne have svar af ministeren på det spørgsmål, jeg har stillet: Når vi tænker på, at vi har kvindekrisecentre, som gør en fantastisk indsats, og som er på finansloven, kunne vi så ikke også på en eller måde få forankret mandekrisecentrene på finansloven, sådan at de også er sikret i årene frem?

For det er jo en uholdbar situation, at man ikke rigtig ved, hvordan og hvorledes man skal agere. Og som det gælder så mange andre satspuljeting, ved vi jo, at det er svært at finde den der forankring uden for satspuljeregi, som ministeren siger der er lagt op til. Så jeg synes, at ministeren må komme sådan lidt længere ud i forhold til fremtidsperspektiver på det her område.

Ministeren.

Jamen altså, helt konkret er det jo sådan, at når vi forhandler finanslov, har alle partier mulighed for spille ind med de ting, de nu gerne vil spille ind med. Jeg har sjældent oplevet – jeg tror aldrig nogen sinde – at en minister eller andre under et § 20-spørgsmål har forhandlet finanslov, og det har jeg sådan set heller ikke tænkt mig at gøre, ingen tvivl om det. Det betyder jo ikke, at mænd ikke kan få hjælp – det kan mænd godt.

Jeg prøvede bare at ridse det historiske op i min indledende tale og svare på det spørgsmål, som jeg egentlig fik om kvindekrisecentre versus mandekrisecentre, og så selvfølgelig også sige, at i den situation, hvor mænd står i en krise, har vi nogle tiltag. Men man har jo også i henhold til servicelovgivningen ret til at få hjælp, når man henvender sig.

Fru Karin Nødgaard.

Jamen det er også rigtig fint, at der er nogle muligheder – der er åbenbart bare ikke tilstrækkelig med muligheder.

Jeg har prøve at finde nogle tal: De første tre kvartaler af 2014 var der 3.841 henvendelser til centrene i København og Aarhus. Det er da et alarmerende højt tal. Vil det sige, at ministeren nu vil garantere, at der faktisk er plads, og at der er rådgivning og alt mulig andet til de mange mennesker et andet sted end på mandekrisecentrene? Det var den ene del af det.

Det andet er, at ud af de her 3.841 henvendelser, var der faktisk 382, hvor mænd havde været udsat for psykisk eller fysisk vold. Er det ikke også tankevækkende? Er det så ikke vigtigt, at de steder, som faktisk har en ekspertise til at klare og håndtere de her ting, også gør det?

Ministeren.

Men fru Karin Nødgaard sætter en præmis op om, at jeg ikke ønsker at hjælpe de forskellige mænd – det gør jeg rent faktisk. Og det er jo sådan set også derfor, at vi i fællesskab satte penge af netop til mænd i krise, og at vi sådan set også i fællesskab lavede nogle kriterier for, hvordan vi i første kvartal ville udmønte puljen. Det har vi gjort nu. Man kan søge, og vi vil gøre, hvad vi kan, og bestræbe os på, at man selvfølgelig får svar så hurtigt som muligt, afhængig af hvem man er som ansøger.

Når det er sagt, vil jeg igen holde fast i, at selvfølgelig skal vi hjælpe de mænd, der er i krise. Det har de sådan set også behov for, det siger situationen selvfølgelig, men det har de sådan set også ret til, som jeg nævnte tidligere, ifølge servicelovgivningen.

Så er det fru Pia Adelsteen som medspørger.

Tak for det. Jeg er sådan lidt ked af, at ministeren blot kommer med den her henvisning til, at når man forhandler finanslov, har alle partier mulighed for at komme med et indspark. Så jeg vil bare spørge meget direkte: Ønsker regeringen, at mandekrisecentre kommer på finansloven?

Ministeren.

Som jeg, ikke overraskende, svarede fru Karin Nødgaard, vil jeg sådan set på fuldstændig samme måde svare fru Pia Adelsteen. Derfor undrer det mig egentlig, at man kan stille det samme spørgsmål en gang til og et eller andet sted spilde sit skud på, at jeg, når vi nu befinder os i den her fantastiske situation, hvor vi står lige over for hinanden og kan spørge hinanden om alt, skal svare på et spørgsmål, som fru Pia Adelsteen udmærket godt ved hvad svaret er på, for det bliver fuldstændig det samme svar som det, jeg gav for 1 minut og 15 sekunder siden, nemlig at jeg ikke står her og forhandler finanslov.

Men nu har man jo heldigvis et skud til i bøssen – måske to, det kan jeg ikke helt huske – som medspørger, så nu kan man prøve en gang til.

Fru Pia Adelsteen, sidste skud.

Tak. Det bliver sidste skud. Det er jo egentlig det morsomme ved at stå hernede i salen, nemlig at man netop forventer at få et svar.

Jeg opfatter svaret, som at regeringen ikke har nogen ønsker om at sætte mandekrisecentre på finansloven. Det er muligt, at mænd har ret til hjælp via § 110 i serviceloven – det er meget muligt – men mandekrisecentrene har en ekspertise og en viden, som har gjort, at der er rigtig mange mænd, der henvender sig til mandekrisecentrene, lige så vel som der er mange kvinder, der henvender sig til kvindekrisecentrene.

Det er egentlig bare derfor, jeg spørger, om det også er et ønske fra regeringen. Jeg står ikke og forhandler finanslov – jeg tror i øvrigt, det er meget sjældent, jeg har forhandlet finanslov med ligestillingsministeren – så det, jeg egentlig bare spørger om, er: Er det også et ønske fra regeringen?

Ministeren.

Altså, så vil jeg anbefale, at man lige spoler filmen en lille smule tilbage. Jeg fik et spørgsmål, der gik på, om jeg ville sætte det på finansloven, og jeg skulle svare ja eller nej, og så var det, jeg bare i al sin enkelhed refererede til, at jeg ikke står her og forhandler finanslov.

Derimod vil jeg sige klokkeklart: Selvfølgelig optager spørgsmålet om mænd i krise mig meget. Derfor har vi netop også sammen med fru Pia Adelsteens eget parti sat midler af til netop mænd i krise. Og de pågældende centre kan jo søge nu, og mig bekendt er der ikke nogen af centrene, der er lukket. De kan søge, og de kan gøre det på lige fod med alle andre. Det er derfor, vi har skabt den her transparens, og det er lige præcis, hvad jeg mener er rettidig omhu. Jeg glæder mig rigtig meget til at se ansøgningerne, og jeg glæder mig også til at se, hvem der har fået noget økonomisk.

Så er det fru Karin Nødgaard til afslutning.

Men altså, det her drejer sig jo ikke om at forhandle finanslov. Det drejer sig om nogle visioner for, hvordan man gerne vil sikre et område, og det synes jeg er helt legitimt at vi også tager på dagsordenen her.

Kan ministeren ikke meget kort sige: Er der en væsentlig stor forskel på mandekrisecentre og kvindekrisecentre? Vil det ikke være et fint signal at sende fra en radikal minister, ligestillingsminister osv., at selvfølgelig er der ikke forskel? Det kan godt være, at de ting, de kommer med i den personlige bagage, er forskellige, men det er mennesker i krise, og dem skal man hjælpe.

Så kunne det jo godt være, at ministeren havde en tanke i forhold til kommende finanslovsforhandlinger, at man syntes, det var noget, der skulle opprioriteres. Så det er egentlig helt fredsommeligt at stille det spørgsmål.

Ministeren.

Det er jeg sådan set glad for. Jeg er også glad for, at fru Karin Nødgaard siger, at det her ikke handler om at spørge til finansloven. Så ville jeg også bare sige, at så skal man lade være med at spørge om det, for man får selvfølgelig det svar, som jeg har givet en del gange.

Men jeg anede lige pludselig lidt substans. Jeg anede lidt substans omkring kvindekrisecentre og mandekrisecentre, for selvfølgelig er det vigtigt, at mænd får den hjælp, de skal have. Selvfølgelig er det det. Det får de i forhold til servicelovgivningen; det får de i forhold til de initiativer, der er; og det får de sådan set også i forhold til den udmærkede satspuljeaftale, som jeg lige skal sige at vi har lavet i fællesskab, og hvor man rent faktisk kan søge ud af den her pulje. Og igen, for lige at slutte, hvor vi startede: Mig bekendt er der ikke nogen, der er lukket.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål er også til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af fru Karin Nødgaard.