Det
kan
vi gøre meget kort, men jeg er ikke sikker på, at det er sådan, det ender, for det fungerer i virkeligheden på den måde, at det har vi gjort, præcis som vi har aftalt det med SF.
SF har været med til at beslutte, at der ikke skulle nedsættes et egentligt udvalgsarbejde, da SF var i regering.
Og jeg kan minde om, at vi aftalte, at arbejdet i stedet for skulle forestås af Finansministeriet med inddragelse af de økonomiske ministerier efter behov.
Skulle man være i tvivl om, hvorvidt jeg har ret i det, kan man konsultere mit svar på Finansudvalgets spørgsmål nr.
507 fra oktober 2013, som fru Lisbeth Bech Poulsen tilsyneladende har overset.
Det er et svar, der var afstemt med Skatteministeriet, der som bekendt var ledet af en SF-minister på det tidspunkt.
Derudover er der faktisk afrapporteret fra arbejdet med at opgøre de dynamiske effekter af offentlige udgifter, og det gælder inden for uddannelsesområdet, hvor Finansministeriet har gennemført en større analyse af uddannelsesniveauets betydning for produktiviteten i Danmark, og den analyse har vi offentliggjort i »Finansredegørelse 2014«, og den kan man også konsultere, hvis man er interesseret – det er bestemt et godt stykke arbejde.
Dermed er arbejdet som sådan selvfølgelig ikke afsluttet.
Det er en dagsorden, vi løbende arbejder videre med, og udgangspunktet for Finansministeriets regneprincipper er, at konsekvensvurderinger skal være så retvisende som muligt, og indregning af konkrete adfærdsvirkninger tager som altovervejende hovedregel afsæt i faktiske observerede erfaringer med virkningerne på arbejdsudbuddet fra tidligere reformer.
Og på områder for konkrete tiltag, hvor det er praktisk muligt, går vi efter at finde et erfaringsgrundlag og skønne over adfærdsvirkninger i form af arbejdsudbudseffekter af økonomisk-politiske initiativer, og det er tilfældet inden for beskæftigelsesområdet og på skatte- og afgiftsområdet.
På en række andre områder er der omvendt ikke faste holdepunkter for at skønne over de offentlige udgifters dynamiske konsekvenser på arbejdsudbuddet, og på de områder kan vi selvfølgelig ikke foretage sådanne skøn.
Når det så er sagt, vil jeg gerne pege på, at når vi skal prioritere, hvor det offentlige skal investere eller afholde udgifter, sker det på baggrund af en vurdering af, hvor investeringerne eller udgifterne gør størst nytte for samfundet, og på transportområdet indgår f.eks.
beregninger af det samfundsøkonomiske afkast af investeringer i infrastruktur i de politiske beslutningsgrundlag.
Så de dynamiske effekter anvendes ikke i den overordnede prioritering, de anvendes i forbindelse med en vurdering af, hvordan politiske tiltag påvirker den offentlige sektors saldo, og i det omfang, politiske beslutninger øger arbejdsudbuddet, vil den offentlige saldo kunne forbedres, og i den situation vil det være muligt at anvende forbedringen af saldoen til andre formål.
De fleste offentlige investeringer og udgifter påvirker imidlertid ikke arbejdsudbuddet, eller også er der usikre effekter, og derfor har regeringen i hele sin levetid arbejdet ud fra det forsigtighedsprincip, som jo S-R-SF-regeringen etablerede i forbindelse med regeringsdannelsen tilbage i 2011.
Derfor er det også naturligt, at regeringen ikke vil disponere over eventuelle gevinster for øget arbejdsudbud, før vi er sikre på, at de gevinster er tilvejebragt.
Som jeg så også nævnte i min besvarelse af det forrige spørgsmål, arbejder vi i Finansministeriet løbende med effektvurderinger, herunder i forbindelse med regeringens vækstmålsætning, og de økonomiske ministerier inddrages, når det er relevant, og arbejdet afrapporteres løbende i bl.a.
finansredegørelserne og i tekniske dokumentationsnotater.