Tak.
Den nuværende fordeling af de statslige kulturmidler mellem hovedstaden og det øvrige Danmark er ofte en følge af, at København er hovedstad og derfor har nogle særlige opgaver.
Det er også ofte betinget af en historisk situation på et tidspunkt i vores danmarkshistorie, så man kan ikke sige, at det er resultatet af en bestemt regerings politik som sådan.
Vi har nogle nationale opgaver i hovedstaden, der gør, at Nationalmuseet ligger her, at Statens Museum for Kunst er her, at de statslige videregående uddannelser er knyttet til København.
Vi har bl.a.
billedkunstuddannelsen, Det Kongelige Danske Kunstakademi, og jeg synes, det ville være rigtig, rigtig synd og skam, hvis den tradition, der er i det hus, den særlige bygning, som er skabt til det her formål i 1754, pludselig skulle nedlægges, fordi vi skulle tilgodese Odense eller Aarhus med et eller andet bidrag derfra.
Så nogle ting vil jeg gerne forsvare er her i København.
Så har jeg noteret mig, at Odense og Aarhus har fundet ud af, at de også vil have et kommunalt kunstakademi og har oprettet et, og det er deres fulde selvbestemmelsesret at gøre det, det er deres prioritering at gøre det.
Men når jeg nu dimensionerer en uddannelse herinde, fordi det er statslig uddannelse, skal jeg også bidrage til at finansiere en kommunalt tilrettelagt uddannelse i Odense og Aarhus, som er dækket af København.
Det kan man spørge om er vist gjort, og især når man ser på beskæftigelsessituationen for de medarbejdere, der bliver uddannet der.
Endelig skal der lige være opmærksomhed på, at der ikke er forskningsforpligtelser og formidlingsforpligtelser på samme måde, som der er på kunstakademiet i København, på de to andre kommunale billedkunstuddannelser, som i øvrigt er udmærkede – det er ikke en kritik af dem.
Hvad angår filmværkstederne i Danmark, ligger de på Fyn, i Aarhus, i Viborg og i København.
Vi har gjort os umage i filmaftalekredsen med at fordele filmværkstederne ud over landet, så de ikke kun ligger i København.
Filmværkstedet i København blev lagt ind under Det Danske Filminstitut i slutningen af 1990'erne, og det er årsagen til, at værkstedet finansieres fuldt ud af Filminstituttet.
Så kan jeg komme igen med næste svar.