Jeg mener helt bestemt, at den nye måde at opgøre de særligt udsatte boligområder på faktisk giver os en bedre mulighed for at identificere de problemer, der er, i de udsatte boligområder.
Med den nye opgørelsesmetode har vi suppleret de tre tidligere kriterier med to nye kriterier, nemlig uddannelse og indkomst.
Samtidig ændrede vi opgørelsen over beboere uden for arbejdsmarkedet og andelen af dømte fra 4-årige til 2-årige gennemsnit.
Formålet med at gå over til 2-årige gennemsnit var at få en hurtigere registrering af ændringerne i området.
Derved sætter vi i højere grad fokus på den aktuelle situation i de særligt udsatte boligområder.
Det var nemlig sådan med de tidligere kriterier, som fru Louise Schack Elholms parti var med til at lave, altså de 4-årig kriterier, at der byggede listen på tal, der var op til 5 år gamle.
Det var efter min opfattelse ikke holdbart.
Kriterierne er jo en slags temperaturmålinger af områderne, og det er nu engang sådan, at hvis man vil vide, om patienten har behov for behandling her og nu, så nytter det jo ikke at basere sig på en behandling, der er op til 5 år gammel, og en gammel temperaturmåling, som ikke fungerer.
Sådan er det også med både kommuner og boligorganisationer og regeringen og politiet, nemlig at vi jo gør en ekstra indsats for at få flere i arbejde, for at nedbringe kriminaliteten.
Og det er det nye, nemlig at vi faktisk kan se, at der er flere i vores udsatte boligområder, der nu også får en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Så det er vigtigt, at den her indsats kan aflæses i tallene.
Når det begynder at gå bedre i et område, bør man også rimelig hurtigt kunne se konsekvenserne af det på områdets placering på listen.
Og naturligvis, hvis udviklingen går den anden vej, skal man også kunne se det, og det skal kunne afspejles i tallene.
Det var i øvrigt efter ønske fra en lang række boligorganisationer og kommuner, at vi ændrede fra 4-årige til 2-årige kriterier på de her to områder.