Mange tak.
Det korte svar er ja, og det lidt længere svar går på, at da regeringen indgik aftalen med SF og Enhedslisten om en finanslov for 2015, blev det jo lagt til grund, at det danske EU-bidrag ville blive reduceret med 700 mio.
kr.
i forhold til budgetteringen på selve finanslovsforslaget for 2015.
Det vurderer vi fortsat er tilfældet, for det er sådan, at de ændringsbudgetter, der er til EU's 2014-budget, som indeholder reduktioner i vores EU-bidrag, ikke blev vedtaget inden den skæringsdato, der gjaldt den 13.
november.
Dermed er det afklaret, at det danske EU-bidrag i 2015 alt andet lige vil blive reduceret med 700 mio.
kr.
præcis som forudsat.
Der vil så selvfølgelig som altid kunne komme ændringer i det danske EU-bidrag i 2015 som følge af nye ændringsbudgetter m.v., og det er helt sædvanligt.
Men det er regeringens forpligtelse og finansministerens forpligtelse – og det ville også gælde en borgerlig finansminister, hvis vi nogen sinde skulle komme ud for den ulykke igen at få sådan en – at man kommer med så retvisende et skøn som muligt for EU-bidraget og budgetterer på det grundlag.
Og det er det, vi har gjort med den finanslovsaftale, vi har indgået.
Så er det så heldigt, at der lige er indløbet et ritzautelegram, mens vi har ventet og drukket kaffe, hvoraf det faktisk fremgår, at man netop fra Europa-Kommissionens side har sendt en lille milliard kroner til Danmark i forlængelse af de første beslutninger, der er truffet om revisionen af EU's budgetter.