Spm. nr. S 345

2) Til økonomi- og indenrigsministeren af:

Jakob Engel-Schmidt (V) (medspørger: Hans Andersen (V) ) :

Hvilke reformer mener ministeren, der mangler, for at de mange ledige kontanthjælpsmodtagere kan komme i arbejde, jf. ministerens udtalelse til Politiko den 20. november 2014?

Værsgo.

Ja, og det er jo en fornøjelse at kunne fortsætte, hvor vi slap, og spørgsmålet lyder: Hvilke reformer mener ministeren der mangler, for at de mange ledige kontanthjælpsmodtagere kan komme i arbejde, jævnfør ministerens udtalelse til Politiko den 20. november 2014?

Økonomi- og indenrigsministeren.

Også tak for det spørgsmål. Jeg tror, spørgeren ved, at reformer optager mig utrolig meget. Min ambition er jo den, at flest mulige på overførselsindkomst kommer i beskæftigelse, og det er jo altså derfor, vi bl.a. har gennemført en skattereform, en førtidspensionsreform, en kontanthjælpsreform og en beskæftigelsesreform.

Mine udtalelser er derfor bare udtryk for, at vi ikke er færdige med at reformere det danske samfund, og at der bl.a. skal gøres mere for, at flere kommer i job og færre er på forsørgelse.

Det er jo derfor, vi netop nu sidder og forsøger at lægge sidste hånd på den refusionsomlægning, der skal give kommunerne et større incitament til at finde frem til den indsats, som virker for den enkelte, så man kan komme fra ledighed til job, apropos hvad vi lige talte om, uanset om der er tale om en kontanthjælpsmodtager, en dagpengemodtager eller en sygedagpengemodtager.

Vi afventer også fra regeringens side en rapport fra Karsten Kock-udvalget – det udvalg, som gav os grundlaget for beskæftigelsesreformen – som nu kigger på de ikkearbejdsmarkedsparate ledige og på, hvordan vi kan styrke arbejdet med at bringe dem tilbage i beskæftigelse.

Så der er masser af tiltag på tallerken, og der er den ambition, at flere skal være i job og færre skal være på forsørgelse.

Hr. Jakob Engel-Schmidt. ( Jakob Engel-Schmidt (V): Tak for det. Nu...ja!). Værsgo.

Tak for det. Undskyld, formand! Nu sad ministeren ved siden af sin ærede kollega, finansministeren, og de to herrer repræsenterer i hvert fald i min optik nogle af de mest fornuftige elementer i den nuværende regering. Det er jo også derfor, jeg drister mig til at stille de her spørgsmål. Jeg var naturligvis lidt ked af før at blive sammenlignet med en politisk guldfisk, korttidshukommelsen på sådan en er vel godt og vel 8 sekunder, og jeg betragter trods alt mig selv som værende en anelse skrappere og i øvrigt også hurtigere i opfattelsen. Men vi kan jo altid udforske, hvordan ministeren passer ind i dyreriget, når vi når dertil.

Men min begrænsede spørgetid vil jeg dog bruge til så at undersøge det her, når nu ministeren er så reformivrig, og det vil jeg gerne anerkende, og man også har lavet mange reformer sammen med vores parti, Venstre; vi har været en konstruktiv opposition til regeringen, og det synes jeg sådan set klæder det levende folkestyre godt. Men hvis man nu skulle dykke ned i det her helt centrale spørgsmål om, hvordan vi motiverer flere til at arbejde – jeg tror også, det handler om danskernes fornemmelse for, hvad der er rimeligt, og hvad der er fair i en kontekst, hvor vi har været igennem en række hårde år – mener ministeren så, vi gør nok, og mener ministeren, at den finanslov, man har vedtaget nu, gør nok for at øge incitamentet til at arbejde?

Det, jeg mener, er, om der, når man sådan overordnet spørger regeringen om det, findes et tal for, hvor mange gange kommunerne via a-kasserne meddeler, at person A eller B har takket nej til et job, vedkommende har fået tilbudt. Det kan man ikke rigtig få oplyst, og det er ikke, fordi jeg forventer, ministeren har det tal, men det sker hver eneste dag ude i kommunerne, og jeg sidder selv i en.

Så med det in mente vil jeg sige: Vi er gået lidt tilbage på kontanthjælpsreformen, og min kollega hr. Hans Andersen nævnte gensidig forsørgerpligt; det er et politisk valg, det respekterer jeg, om end jeg er uenig. Men kunne ministeren ikke forestille sig, at man kunne have gjort mere i den finanslov, man netop har forhandlet? Er der ikke reformer, som ministeren som radikal fornuftig politiker gerne havde set gennemført, og som havde øget incitamentet til at arbejde?

Ministeren.

Jeg har jo nu gentagne gange nævnt en række reformer, som vi har gennemført, og som har øget tilskyndelsen til at arbejde, ikke mindst skattereformen, som jo altså kraftigt reducerede den gruppe borgere i Danmark, som har en beskeden eller svag tilskyndelse til at arbejde. Kontanthjælpsreformen handlede jo netop om, at vi ville have, at unge ikke skulle have fordel af at være på kontanthjælp i forhold til at være under uddannelse, hvis de var uddannelsesparate.

Der var det jo så, vi med bl.a. finansloven tog en række initiativer, som afspejlede, at vi jo har øget tilskyndelsen, bl.a. det, at man ikke bliver modregnet, hvis man lejer et værelse ud og har en lille lejeindtægt. Jeg ved ikke, hvad Venstre mener om det, men jeg synes, det er fuldt rimeligt, og derfor er der ikke nogen problemer for mig i at sige på en og samme tid: Vi skal lave former, så flere er i arbejde og færre er på forsørgelse. Men vi skal også have det sociale sindelag med og sørge for, at sikkerhedsnettet fungerer.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Jamen nogle vil måske mene, at ministeren bevæger sig som en fisk i vandet, men lad os dog prøve at trykkoge nogle af holdningerne. Kunne man forestille sig, at ministeren kunne bakke op om et synspunkt, hvor man opfordrede samtlige kommuner til at straksaktivere unge under 30 år, der er uddannelsesparate? Det gør man i Greve, det gør man i Lyngby-Taarbæk, og det betyder altså, at de kan vælge at finde sig en uddannelse eller at være med på patruljen enten i Dyrehaven eller ude på Strandvejen, hvor man renoverer, for at få snabelen ned i de offentlige kasser.

Kunne man forestille sig, at ministeren kunne gå ind for at hæve beskæftigelsesfradraget, så der for alvor bliver mere end en tusindkroneseddels forskel på at ligge hjemme på sofaen og modtage penge fra det offentlige og på at gå ud og være en del af det aktive arbejdsmarked og det fællesskab, som vi alle sammen gerne vil være en del af?

Ministeren.

Jamen jeg kan mærke, at det kribler i fingrene på hr. Jakob Engel-Schmidt for at få fyldt nogle nye regler ind der, hvor vi lige har ryddet op, for det er jo det, vi har gjort med beskæftigelsesreformen. Det er en massiv afbureaukratisering. KL har kaldt det, vi har lavet, en historisk afbureaukratisering. Og hvad gør vi i stedet for?

Vi er netop nu ved at færdiggøre forhandlingerne om en refusionsomlægning, der gør, at kommunerne skal vælge præcis den indsats, de mener har den største effekt for den enkelte ledige. Og så kan hr. Jakob Engel-Schmidt og jeg jo stå herinde i Folketingssalen og diskutere, om der var en løsning, der passede til alle de ledige i Danmark. Men vores linje har været en anden, nemlig at placere ansvaret der, hvor det hører hjemme, hos de kommuner og de sagsbehandlere, der har det, og så må de til gengæld også tage den økonomiske konsekvens, hvis de ikke gør det så godt, som de kunne.

Så er det hr. Hans Andersen som medspørger. Værsgo.

Tak for det. Historisk afbureaukratisering sagde ministeren. Jeg tror, ministeren skulle tage og ringe til Kommunernes Landsforening og spørge, om de er enige. For det er jo rigtigt, at de to ord blev nævnt i sommer, da vi indgik aftalen, men der er altså gået noget tid siden, og nu er der delte meninger om, hvorvidt det nu er en historisk afbureaukratisering. Jeg synes, det skal være det, men jeg er ikke sikker på, at vi ender dér, desværre.

Jeg vil gerne stille ministeren et spørgsmål. Ministeren nævner kontanthjælpsreformen, men er det ikke korrekt, at de elementer, der indgik i den kontanthjælpsreform, ruller regeringen sammen med SF og Enhedslisten tilbage, når det handler om gensidig forsørgerpligt, og når det handler om ungesatsen, hvor man nu hæver beløbet, således at det ikke længere i samme grad kan betale sig at gå på arbejde eller tage en uddannelse for unge mennesker under 30 år?

Ministeren.

Jamen som jeg også har svaret tidligere, skal man jo se tingene i sammenhæng. De her reformer bidrager samlet set til at øge beskæftigelsen med 30.000 personer i 2020, herunder med et godt bidrag fra kontanthjælpsreformen, fordi vi giver unge en solid tilskyndelse til at være i uddannelse eller i arbejde frem for at være på kontanthjælp. Men det forhindrer da ikke mig i også at have holdninger til, hvordan sikkerhedsnettet skal indrettes, og det er jo der, hvor vi med vores finanslovspartnere blev enige om at lave en pakke til de dårligst stillede ledige, dem i kontanthjælpssystemet. Og et af elementerne, som jeg også har nævnt tidligere, er eksempelvis, at unge, som får den her lavere ydelse, ikke længere bliver modregnet, hvis de lejer et værelse ud, så de kan blive boende i deres lejlighed. Jeg ved ikke, hvad Venstre mener om det, men jeg synes, det er fuldt ud rimeligt, og jeg har ingen problemer med både at gå ind for reformer og et ordentligt socialt sikkerhedsnet.

Hr. Hans Andersen.

Ja, men nu består det sociale sikkerhedsnet så i, at i forhold til samboende, hvor den ene tjener 50.000 kr. eller 40.000 kr., skal kæresten fortsat kunne få kontanthjælp. Det er så regeringens svar. Jeg synes, man skulle have stået fast. Altså, jeg har hørt den tidligere beskæftigelsesminister gentagne gange argumentere for, hvorfor vi skulle have gensidig forsørgerpligt. Og så skulle vi have løst det problem, der var, nemlig skattespørgsmålet. Så havde vi kunnet holde fast i, at der ikke skal være forskelsbehandling, i forhold til om man er gift eller samboende. Det synes jeg man skulle have gjort, og det beklager jeg regeringen ikke holdt fast i.

Men hvad er regeringens svar til de kontanthjælpsmodtagere, som nu skal i arbejde, og som kan konstatere, at det bedre kan betale sig at blive hjemme, fordi man ophæver den gensidige forsørgerpligt?

Økonomi- og indenrigsministeren.

Jamen svaret er da forhåbentlig det samme, uanset om man er en del af regeringen, eller man er en del af Venstre, nemlig at det ikke er et valg, nogen skal træffe, om de har lyst til at være på kontanthjælp, eller de har lyst til at være i arbejde. Det, der er brug for, er jo at sikre, at det arbejde, der er at få i Danmark, også bliver formidlet til de ledige. Det er det, vores fælles beskæftigelsesreform handler om, hvor vi jo netop har fjernet en række regler og til gengæld øget kommunernes tilskyndelse til at interessere sig for, hvad der er den korteste vej for de ledige, de har med at gøre. Og jeg håber, vi snart bliver færdig med forhandlingerne om det her refusionssystem, sådan at det kan blive sat i værk.

Men det ændrer jo ikke på, at uanset hvem man er, skal man altså stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man vil have overførselsindkomster i Danmark – ellers hører alting op. Og der, hvor Venstre og hr. Hans Andersen jo skylder et svar, er: Har man den modsatte opfattelse? Altså, synes man, at hvis ikke det kan betale sig, skal man bare lade være? Det tror jeg ikke man gør, og derfor må man vel også sammen med os glæde sig over, at langt de fleste af dem, der har en svag tilskyndelse til at være i arbejde, rent faktisk er det.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt for sidste spørgsmål.

Partiet Venstre tror på et begreb, der hedder motivation. Jeg ved ikke, om ministeren også mener, at det, at man motiveres til at gøre noget, øger sandsynligheden for, at man gør det. Det er den helt basale logik, som vi bekender os til. Men det er jo en interessant debat, som næsten antager en religiøs karakter her i Folketingssalen. Ligegyldigt hvilke spørgsmål vi stiller ministeren, i forhold til hvad man vil gøre, og om man mener, man har gjort nok, så får vi det samme svar: Der er ikke mere at komme efter.

Men jeg tænker, at som repræsentant for det intellektuelle Danmarks sådan ubetingede epicenter må ministeren vel have overvejet, om der er andet, man kan gøre. Er der andre ting, man kan sætte i værk for at få flere danskere til at komme i arbejde og få et job? Det synes jeg kunne være interessant at få et svar på.

Økonomi- og indenrigsministeren.

Nu flyver der jo mange ord frem og tilbage, og vi var inde på det med korttidshukommelsen, så derfor vil jeg lige repetere det, jeg var inde på tidligere. Vi afventer en rapport fra Carsten Koch-udvalget, der handler om de ikkearbejdsmarkedsparate ledige. Vi er i gang med forhandlingerne om det her refusionssystem, der skal gøre, at kommunernes tilskyndelse øges, i takt med at vi afbureaukratiserer indsatsen. Og der er givetvis masser af andre ting, man kan gøre i de kommende år. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi ønsker, at der er flere i job og færre på forsørgelse. Det prøver vi at håndtere på den korte sigt ved at holde hånden under beskæftigelsen – og heldigvis kan vi se, at den stiger – og samtidig forsøger vi inden for ansvarlige rammer at lave reformer, uden at det sociale sikkerhedsnet eroderer væk.

Spørgsmålet er sluttet. Tak til økonomi- og indenrigsministeren.

Det næste spørgsmål er til finansministeren af hr. Torsten Schack Pedersen.