Ja, det kan jo være, at der er nogle seere og lyttere, der ikke lige har fulgt med i, hvad det er for en dom, der er blevet afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Men det, vi diskuterer her, går jeg ud fra, er spørgsmålet om, om det nu er blevet vanskeliggjort at overføre børnefamilier til Italien efter Dublinforordningen på baggrund af den dom, der er afsagt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Lad mig sige det indledningsvis sådan, at det i sidste ende jo vil være Flygtningenævnet, der afgør, hvilken betydning den dom kommer til at få i forhold til dansk praksis.
Også her gælder armslængdeprincippet.
Jeg kan godt mærke på mange af Dansk Folkepartis forslag, at det der med armslængde i retsstaten kniber det engang imellem med helt at respektere, men det er der altså også på området her.
Når det så er sagt, vil jeg gerne sige, at i mine øjne hviler rigtig meget af den europæiske måde at håndtere hele asylområdet på, at Dublinforordningen faktisk virker, altså at der tages fingeraftryk, og at asylansøgere bliver registreret, når de kommer til det første EU-land.
Det har der været nogle problemer med i forbindelse med Italien.
Og det er lige så vigtigt, at alle EU-medlemslande, hvilket jeg vil betragte som værende noget helt fundamentalt og naturligt, selvfølgelig er i stand til at håndtere de asylansøgere, der kommer til deres eget land.
Så jeg synes, det er dybt problematisk, hvis vi er i den situation, at vi ikke kan sende asylansøgere tilbage til Italien, fordi de har mindreårige børn og vi ikke kan være sikre på, at et land – altså et land som Italien!
– ikke kan håndtere den situation.
Så jeg går selvfølgelig ud fra, at der arbejdes på, også i det pågældende land, at få tilvejebragt en situation, så man kan leve op til de forpligtelser, man har, bl.a.
fra italiensk side.