Regeringen lægger stor vægt på at sikre vækst og udviklingsmuligheder i hele Danmark, og som en del af regeringens seneste vækstinitiativer har vi foreslået en række ændringer af planloven, som skal fremme vækst og udvikling i alle kommuner, også i yderområder og landdistrikter.
Regeringen fortsætter dermed den indsats, vi igangsatte med nye muligheder i landdistrikterne i 2013, hvor de vanskeligt stillede landdistrikter fik en række nye muligheder.
Nu giver vi kommunerne endnu flere redskaber.
Når der spørges til effekterne af de initiativer, kan jeg sige, at det selvfølgelig for det første afhænger af, hvor meget kommunerne og virksomhederne vil bruge de muligheder.
For det andet skal de her ændringer af planloven ikke ses isoleret; de skal ses i sammenhæng med den række af initiativer for yderområderne, som regeringen netop har fremlagt i de vækstinitiativer, vi netop har præsenteret.
Når man ser på planlovsændringerne, kan man se, at kommunerne selv har peget på mange af de forslag, som vi fremlægger, så jeg forventer selvfølgelig, at de vil bruge de muligheder.
Jeg er overbevist om, at bedre muligheder for f.eks.
at flytte landsbyhuse, der ligger tæt på vejen, til en bedre placering lidt væk fra støjen, og for at få ret til at vente med at udnytte landzonetilladelsen i op til 5 år vil medvirke til at øge interessen for at bo og blive boende i landdistrikterne og måske også for at få revet nogle af de faldefærdige huse ned.
For virksomhederne er overbevist om, at en afskaffelse af kravet om, at virksomheder kun må have fem ansatte, hvis de skal udvide med op til 500 m² uden landzonetilladelse, kan medvirke til at sikre flere arbejdspladser.
Vi vil også give yderligere muligheder for at få tilladelse til indretning af ferielejligheder i tiloversblevne landbrugsbygninger, og det vil samtidig kunne styrke turismen.
Så samlet set er jeg overbevist om, at de forskellige ændringer af planloven sammen med de øvrige initiativer, regeringen har taget, vil bidrage til vækst og udvikling i landdistrikterne.