Jeg er naturligvis af den opfattelse, at borgere og virksomheder skal overholde gældende love og regler og vilkårene for de tilladelser og godkendelser, de får.
Vi skal ikke anvende skifergas i Danmark for enhver pris.
Det bliver kun aktuelt, hvis al efterforskning og indvinding af skifergas kan ske sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt fuldt forsvarligt.
En afgørende forudsætning for det er bl.a., at alle godkendelser og tilladelser overholdes.
I den konkrete sag om prøveboringerne efter skifergas i Frederikshavn Kommune reagerede Energistyrelsen i sidste uge og pålagde Total at stoppe boreaktiviteterne indtil videre.
Og grunden var, at Energistyrelsen via de daglige borerapporter fra borepladsen var blevet opmærksom på, at et vilkår for godkendelsen af boreprogrammet ikke blev overholdt.
I vilkåret står der, at indhentning af de nødvendige miljøtilladelser er en forudsætning for, at boringen kan gå i gang.
Og Energistyrelsen har bedt Total om en redegørelse for, hvordan det kan sikres, at en overtrædelse af dette miljømæssige vilkår ikke sker igen.
Total ønsker at bruge andre kemikalier end dem, der fremgår af VVM-tilladelsen, og det har gjort sagen om prøveboringen mere kompleks.
Fordi der er betydelige statslige interesser knyttet til skifergassen, har staten i forståelse med Frederikshavn Kommune overtaget den videre behandling af sagen efter VVM-reglerne.
Miljøministeriet har derfor nu overtaget opgaven med at tage stilling til Totals aktuelle anvendelse af nye kemikalier og eventuelle kommende anmeldelser om ændringer af projektet for den igangværende boring.
Det vil være Naturstyrelsen, der behandler sagen færdig, og konkret betyder det, at Naturstyrelsen skal afgøre, om de nye kemikalier kræver en ny VVM-redegørelse.
Med hensyn til overholdelse af VVM-reglerne ved prøveboringen er det dog fortsat Frederikshavn Kommune, der fører tilsyn med overholdelsen af den VVM-tilladelse, som kommunen har givet.