L 96 Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi.

(Ophævelse af revisionsklausul).

Af: Kirkeminister Marianne Jelved (RV)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 17-12-2014

Fremsat: 17-12-2014

Fremsat den 17. december 2014 af kirkeministeren (Marianne Jelved)

20141_l96_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 17. december 2014 af kirkeministeren (Marianne Jelved)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi

(Ophævelse af revisionsklausul)

§ 1

I lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi, som ændret ved lov nr. 1393 af 23. december 2012, foretages følgende ændring:

1. § 3 ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 2015.

Bemærkninger til lovforslaget

   
Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
   
1.
Indledning
2.
Gældende ret
3.
Den foreslåede ændring
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer mv.
10.
Sammenfattende skema
  


1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at ophæve revisionsklausulen vedrørende bestemmelserne i lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi vedrørende etablering af permanente stiftsråd.

Ved lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi (Etablering af permanente stiftsråd) blev kapitel 5 a om stiftsråd indsat i lov om folkekirkens økonomi.

Med lovændringen blev der etableret permanente stiftsråd i samtlige af folkekirkens stifter. Loven fastsatte samtidig stiftsrådenes kompetencer og sammensætning. Efter lovens § 3 skulle kirkeministeren fremsætte forslag om revision af loven i folketingsåret 2012-13.

Kirkeministeriet udarbejdede og offentliggjorde i november 2012 rapport for evaluering af permanente stiftsråd. Evalueringen blev den 19. november 2012 sendt til Kirkeudvalget, ligesom evalueringen blev omdelt til medlemmerne af Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.

Ved lov nr. 1393 af 23. december 2012 blev revisionen af de permanente stiftsråd udskudt til folketingsåret 2014-15 på baggrund af nedsættelsen af Styringsudvalget. Betænkning 1544 om folkekirkens styre blev offentliggjort i april 2014 og sendt i høring frem til ultimo maj 2014.

Hverken Kirkeministeriets evaluering fra 2012, betænkning 1544 eller høringssvarene på betænkningen har vist et udpræget ønske om eller behov for at ændre den nuværende ordning for de permanente stiftsråd. På baggrund heraf foreslås det, at revisionsklausulen ophæves.

2. Gældende ret

Kapitel 5 a om stiftsråd i lov om folkekirkens økonomi blev indført ved lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi (Etablering af permanente stiftsråd). Bestemmelserne trådte i kraft den 1. august 2009.

Formålet med loven var at etablere permanente stiftsråd i samtlige af folkekirkens stifter og fastsætte stiftsrådenes kompetencer og sammensætning.

Lovforslaget blev udarbejdet som opfølgning på regeringsgrundlaget Nye mål fra februar 2005 og på baggrund af betænkning 1495/2008 om evaluering af forsøg med stiftsråd. I betænkningen blev det konkluderet, at stiftsrådene burde indføres i samtlige af landets stifter, og der fremkom en række anbefalinger til stiftsrådenes sammensætning, organisering og opgaveportefølje.

Efter § 3 i loven skulle kirkeministeren i folketingsåret 2012-13 fremsætte forslag om revision af loven. Om baggrunden for revisionsbestemmelsen, fremgår det af forarbejderne til loven (jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, side 1720), at det er afgørende for Kirkeministeriet, at stiftsrådenes sammensætning og kompetencer vedbliver med at være i overensstemmelse med folkekirkens ønsker, og at det sikres, at dette nye organ bidrager til sognemenighedernes liv og vækst. Det fremgår, at kirkeministeren derfor vil fremsætte forslag om revision af loven i 2012-2013, hvilket sikrer, at stiftsrådenes funktion og indhold fortsat er i overensstemmelse med folkekirkelige ønsker og behov.

Endvidere fremgår det forarbejderne til loven (jf. Folketingstidende 2008-2009, tillæg A, side 1722), at bestemmelsen betyder, at loven skal revideres i folketingsåret 2012-13. Baggrunden herfor er, at stiftsrådet er et nyt demokratisk organ i folkekirken, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt at foretage en revision efter en årrække for at undersøge, hvorledes organet fungerer - både for så vidt angår opgaver, kompetencer og sammensætning, som i forholdet til stiftets øvrige organer.

Ved lov nr. 1393 af 23. december 2012 blev revisionen af de permanente stiftsråd udskudt til folketingsåret 2014-15 på baggrund af nedsættelsen af Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.

Vedr. udformningen af lovforslaget henvises der i lovens forarbejder ( jf. Folketingstidende 2012-2013, tillæg A, side 3) til, at Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken blev nedsat i september 2012, og at udvalget har til opgave at komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken med en klar ansvarsfordeling for økonomiske og indholdsmæssige forhold. Der henvises til, at udvalget i den forbindelse blandt andet skal se på stiftsrådenes opgaver og rolle, og at det på den baggrund vil være naturligt at lade revisionen af loven indgå i dette udvalgsarbejde.

På baggrund heraf foreslås det, at revisionsbestemmelsen vedrørende lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af folkekirkens økonomi (Etablering af permanente stiftsråd) ændres, således at revisionen af loven udskydes til senest i folketingsåret 2014-15, idet udvalgsarbejdet forventes færdiggjort ultimo 2013, og der derefter må forventes at pågå en høringsperiode. Endelig henvises der til, at der efter denne høringsperiode på baggrund af udvalgets arbejde forventes at kunne fremsættes et forslag til revision af reglerne om etablering af permanente stiftsråd.

3. Den foreslåede ændring

Som anført ovenfor i afsnit 2 blev Udvalg om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken nedsat i september 2012.

Kirkeministeriet udarbejdede og offentliggjorde i november 2012 rapport for evaluering af permanente stiftsråd. Denne evaluering blev offentliggjort, herunder sendt til Kirkeudvalget og omdelt til Styringsudvalgets medlemmer.

Evalueringen blev foretaget i perioden 30. august 2012 til 18. september 2012. Der blev foretaget 20 interviews i landets 10 stifter, heraf et personligt interview med hver af landets 10 biskopper, samt et gruppeinterview med hvert stiftsråd. Endvidere blev der udsendt et spørgeskema til i alt 2 distriktsforeningsmedlemmer i hvert stift. Endvidere modtog samtlige stiftskontorchefer et elektronisk spørgeskema. Evalueringen viste, at der ikke var et markant ønske om at få den nugældende ordning ændret.

Af Kirkeministeriets sammenfatning af evalueringens resultat og ministeriets anbefalinger fremgår bl.a., at stiftsrådenes sammensætning og opgavevaretagelse fortsat opleves at være i overensstemmelse med folkekirkelige ønsker og behov.

På baggrund af evalueringen konkluderes det således, at ordningen om de permanente stiftsråd i folkekirken grundlæggende fungerer rigtig godt. Endvidere henvises der til, at der omvendt heller ikke er tvivl om, at sognemenigheden fortsat opleves som grundpillen i forhold til folkekirkens opgave med at forkynde det kristne evangelium, og at stiftsrådene kun understøtter men ikke overtager denne funktion. Der henvises til evalueringens side 10 ff.

Betænkning 1544 fra Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken blev offentliggjort og sendt i høring i april 2014 med frist for høringssvar fastsat til ultimo maj 2014.

Styringsudvalget har i betænkningen gjort sig overvejelser i forhold til stiftsrådene, idet der henvises til, at udvalget konstaterer, at det ved lovgivningen om stiftsråd i 2009 blev besluttet at afgrænse stiftsrådenes lovbestemte opgaver til:

- at stiftsrådet på vegne af menighedsrådene skal bestyre kirkernes og præsteembedernes kapitaler (stiftsmidlerne),

- at stiftsrådet af hensyn til det kirkelige liv kan træffe beslutning om at udskrive et bindende bidrag fra kirkekasserne til finansiering af aktiviteter i stiftet inden for kommunikation, formidling og udviklingsprojekter, og

- at stiftsrådet kan fastlægge en udvalgsstruktur i stiftet.



Udvalget henviser endvidere til, at det desuden er almindeligt, at stiftsrådet er dialogpartner og rådgiver for biskoppen om forskellige forhold med bred betydning i stiftet.

Udvalget nævner, at kirkeministeren i folketingssamlingen 2014-15 skal fremsætte forslag om revision af bestemmelserne om stiftsråd.

Udvalget konstaterer, at der i den evaluering af erfaringerne med stiftsråd, der blev gennemført i 2012, kun i meget begrænset omfang blev udtrykt ønsker om, at stiftsrådene skal tillægges flere opgaver og kompetencer.

Udvalget konstaterer desuden, at stiftsrådet i vidt omfang udfører en opgave som rådgiver for biskoppen i forhold til pastoratsstruktur og placering af provste- og præstestillinger i stiftet.

Endvidere henvises der i udvalgets afsluttende bemærkninger om opgave- og kompetencefordeling til, at der blandt de spørgsmål, som betænkningen ikke bidrager til at afklare, bl.a. er en række emner, som har været berørt i udvalget, men hvor udvalget (givet kombinationen af kommissoriet, den valgte arbejdsform og den tidsmæssige ramme for udvalgets arbejde) ikke fremlægger konkrete forslag til ændringer. Det drejer sig bl.a. om opgavefordelingen mellem de forskellige niveauer i kirken.

Af de 534 indkomne høringssvar på betænkningen fremgår der ingen gennemgående tendens, som viser et ønske om at ændre i den nuværende ordning for de permanente stiftsråd. Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at stiftsrådenes kompetencer ikke har været et af de mest centrale omdrejningspunkter i betænkningen.

Hverken Kirkeministeriets evaluering fra 2012, betænkning 1544 eller høringssvarene på betænkningen har vist et udpræget ønske om eller behov for at ændre den nuværende ordning for de permanente stiftsråd. På baggrund heraf foreslås det, at revisionsklausulen ophæves.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. oktober 2014 til den 10. november 2014 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Samtlige biskopper, stiftsøvrighederne, stiftsrådene, alle menighedsråd, alle provstiudvalg, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening og Den danske Præsteforening.

   
10. Sammenfattende skema
   
 
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås at ophæve § 3 i lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi vedrørende etablering af permanente stiftsråd, som ændret ved lov nr. som ændret ved lov nr. 1393 af 23. december 2012, således at kirkeministeren ikke skal fremsætte forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2015.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

   
Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov nr. 506 af 12. juni 2009 om ændring af lov om folkekirkens økonomi, som ændret ved lov nr. 1393 af 23. december 2012, foretages følgende ændring:
   
§ 3. Kirkeministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.
 
1. § 3 ophæves.
   
  
§ 2
   
  
Loven træder i kraft den 1. april 2015.