Skriftlig fremsættelse (10. december
2014)
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
(Carsten Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet
boligsammensætning)
(Lovforslag nr. L 89).
Lovforslaget udmønter regeringens
delaftale om Finansloven for 2015 med Enhedslisten og Socialistisk
Folkeparti om at skabe bedre muligheder for at udvikle byer med en
blandet boligsammensætning. Formålet er at få en
mere blandet sammensætning af forskellige typer boliger i de
store danske byer, der i disse år får markant flere nye
beboere, men som samtidig oplever prisstigninger på
boliger.
Lovforslaget indeholder ændringer af
planloven således, at kommunalbestyrelsen får mulighed
for at fastsætte krav om op til 25 pct. almene boliger i
forbindelse med lokalplanlægningen for nye
boligområder.
Ændringerne af planloven omfatter en
udvidelse af planlovens formålsbestemmelse, samt
ændring af planlovens krav til retningslinjer og rammer i
kommuneplanen med henblik på at muliggøre krav om
almene boliger. Hertil kommer bestemmelse om, hvad der kan
lokalplanlægges for, således at kommunerne får
mulighed for at fastsætte krav i lokalplaner om, at op til 25
pct. af boligmassen skal være almene boliger. Endelig
foreslås det, at planlovens almindelige overtagelsesregel,
hvorefter en grundejer kan forlange kommunal overtagelse af sin
ejendom i forbindelse med planlægning for offentlige
formål, også skal finde anvendelse ved
planlægning for almene boliger.
Forslaget indeholder endvidere
ændring af lov om almene boliger, således at de store
bykommuner med en markant befolkningstilvækst får
mulighed for at yde et ekstra grundkøbslån til
etablering af almene boliger.
Ændringen af almenboligloven
indebærer, at de 5 store bykommuner kan yde et ekstra
grundkøbslån, således at der kan etableres
almene boliger i lokalplanlagte boligområder, hvor
grundudgiften ikke muliggør byggeri inden for de
gældende rammer. Den samlede låneramme er på 500
mio. kr. Grundkøbslånet kan højst udgøre
forskellen mellem 'normale' grundudgifter og udgiften i forbindelse
med den aktuelle grund.
Endelig fastsætter forslaget, at
ministeren for by, boliger og landdistrikter i folketingsåret
2024-2025 skal fremsætte forslag om revision af loven, der
derfor vil gælde i en 10-årig
forsøgsperiode.
Det vil være frivilligt for
kommunalbestyrelserne, om de vil benytte sig af de muligheder, som
forslaget om at planlægge for almene boliger giver. Forslaget
om at kunne yde grundkøbslån vil kunne have en samlet
kommunal merudgift på op til 500 mio. kr. frem til og med
2024.
Forslaget vil alene medføre
administrative konsekvenser for kommunalbestyrelserne, i det omfang
planlægningsmuligheden anvendes.
Forslaget medfører ikke
administrative eller økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet, og der er ingen miljømæssige
konsekvenser. Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Forslaget foreslås at træde i
kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.