Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 20. januar 2015
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
arbejdsmiljø
(Undtagelse af frivilligt arbejde fra krav
om arbejdspladsvurdering og arbejdsmiljøorganisation,
forebyggelse af arbejdsrelateret vold, trusler og anden
krænkende adfærd uden for arbejdstid, Arbejdstilsynets
adgang til at indhente oplysninger fra eksterne registre m.v.)
§ 1
I lov om arbejdsmiljø, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, som
ændret bl.a. ved lov nr. 597 af 14. juni 2011 og § 30 i
lov nr. 155 af 20. februar 2013 og senest ved § 9 i lov nr.
736 af 25. juni 2014, foretages følgende
ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes
således:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets
direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om
iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af
arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, EF-Tidende
1989, nr. L 183, side 1, som ændret senest ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008
af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 311, side 1,
Rådets direktiv 92/57/EØF af 24. juni 1992 om
minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på midlertidige
eller mobile byggepladser, EF-Tidende 1992, nr. L 245, side 6, som
ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Tidende 2007, nr. L 165,
side 21, visse bestemmelser i Rådets direktiv
94/33/EØF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på
arbejdspladsen, EF-Tidende 1994, nr. L 216, side 12, som
ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/27/EU af 26. februar 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 65,
side 1, bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv
2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med
tilrettelæggelse af arbejdstiden, EF-Tidende 2003, nr. L 299,
side 9, og bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.
september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige
kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som
ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013, EU-Tidende 2005, nr. L
255, side 22, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/104/EF af 16. september 2009 om minimumsforskrifter for
sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af
arbejdsudstyr under arbejdet (andet særdirektiv i henhold til
artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-Tidende 2009,
nr. L 260, side 5.«
2. I
§ 2 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4.
Frivilligt arbejde, der har karakter af fritidsaktiviteter, og som
udføres for almennyttige foreninger, der ikke har
fortjeneste som formål, er undtaget fra §§ 5-11 a
og 15 a.«
3.
Efter § 2 indsættes:
Ȥ 2
a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler
om, at en eller flere af bestemmelserne i kapitel 2, 4, 5, 11 a,
13, 14, 14 a og 15 med de fornødne tilpasninger også
skal gælde arbejde for en arbejdsgiver, hvor der er risiko
for arbejdsrelateret vold, trusler og anden krænkende
adfærd uden for arbejdstid.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om
arbejdsgiverens pligt til at fastlægge retningslinjer og
vejlede ansatte om forhold omfattet af stk. 1 og til at tilbyde
ansatte bistand til politianmeldelse af arbejdsrelaterede
voldsepisoder uden for arbejdstid.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler
om, at en eller flere af bestemmelserne i kapitel 2, 4, 5, 11 a,
13, 14, 14 a og 15 skal gælde for regler fastsat efter stk.
2.«
4. I
§ 21, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Arbejdstilsynet kan påbyde, at
undersøgelsen gennemføres straks eller inden for en
frist.«
5. §
60, stk. 8,
ophæves.
6. I
§ 72 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Arbejdstilsynet kan, i det omfang det er nødvendigt til
identifikation af virksomheder til brug for målretning af
Arbejdstilsynets kontrol og tilsyn, indsamle og samkøre
oplysninger i kontroløjemed
1) fra
indkomstregisteret om ansattes ansættelsessted,
ansættelsesperiode, herunder start- og slutdato, og
timeantal,
2) fra det
fælles it-baserede datagrundlag til brug for administrationen
af arbejdsmarkedslovgivningen, jf. § 47 i lov om organisering
og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., om
sygedagpengelængden, fraværsårsagen,
ydelsen, sagsarten og ansættelsessteder samt sygedagpengenes
forløb og ophør for modtagere af sygedagpenge og
3) fra
CPR-registeret om statsborgerskab og indrejsedato.«
7. I
§ 78 a indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere
regler om offentliggørelse, herunder digitalt, af
oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger for virksomheder, hvor
der er risiko for større uheld med farlige stoffer, herunder
oplysninger, der indgår i sikkerhedsdokumentationen for
sådanne virksomheder.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. februar 2015.
§ 3
Forslag til revision af § 2 a i lov om
arbejdsmiljø, jf. § 1, nr. 3, fremsættes senest i
folketingsåret 2019-20.